Efter et par uger med slud og sne, hvoraf det meste er blevet liggende er det igen blevet kraftigt regnvejr og en temperatur på 3-5°C. Den værste episode m.h.t. vejr, var jeg ude for var for tre torsdage siden, hvor jeg først skulle til Lindås og åbne en konto, og derefter til Knarvik for at aflevere en flytteanmeldelse. Det sneede voldsomt og lige inden Lindås lå en bil i grøften. Jeg ordnede det med kontoen og blev enig med mig selv om at det andet ikke hastede. Jeg kunne måske godt køre til Knarvik, men jeg skulle jo også tilbage igen samme dag. Da jeg kørte tilbage havde den uheldige bilist fået selskab, ikke af redningsmandskabet, men af en anden grøfterytter.

Her er en flot solnedgang over barakkerne. Eller var det mon solopgang. Eller bare midt på dagen under en af de utallige små voldsomme snebyger, der uden varsel ofte ramte de hårdt prøvede indbyggere.

For nogle uger siden, og endnu en kaotisk og rædselsvækkende køretur, mødtes jeg med Peter i Bergen. Det primære formål med besøget var at få overdraget et par flasker længe ventet medicin. Ellers skulle han vist et eller andet med at flyve i en helikopter.

På mirakuløs vis lykkedes det at finde ham, allerlængst væk fra hovedindgangen, i en af de beværtninger vi havde aftalt evt. at kunne mødes. Han må vist have troet jeg kom ad søvejen.

Nå men efter ca. 20 minutters ligegyldig kold og klam vandring i centrum, vi fandt en restaurant, fik lidt at spise og drikke, og en hyggelig snak. Regningen lød vist på ca. 700,- kr. Alt er simpelthen så dyrt heroppe. De må vist have en høj løn og lav skat for at det skal balancere. Og så har jeg netop hørt at staten har ca. 200 Mia. i "sparegrisen". Et beløb der forventes at stige til 3000 (tre tusind) Mia, de næste 40-50 år. Det ku´ være man skulle overveje at søge psykisk asyl (nyt ord). Her må al snak om råd til pensionister vist forstumme.

Ellers er typen af TV- nyheder de samme. De unges stofmisbrug (alkohol kan de jo ikke misbruge), knivdrab, øksemord, vold, sexmisbrug af børn, grænseoverløbere, mørke flygtninge, o.s.v. Det er faktisk kun sproget og oversættelserne der er anderledes. Dog ingen regel uden enkelte undtagelser. Deres vejrpiger er bare utrolige dejlige og søde, at både høre og se på, hvordan de er at føle på ved jeg af gode grunde desværre ikke. Her kan Sambine fra DMI godt kravle .. øehh gå hjem og lægge sig.

En anden er, at heroppe skyder de psykisk syge strisserne, mens det er omvendt i Danmark. Der har i de sidste 3 uger været mange tragiske episoder med psykisk syge personer. To dobbeltdrab og masser af skydeepisoder. Heroppe er der, af samme grund, kommet meget fokus på de psykisk syge. Det er fordi de er desperate og sender et råb om hjælp, lyder det fra psykologerne. Hmm, hvis alle med psykiske problemer benyttede den slags kontaktmetoder, ville jordens befolkningsproblemer være løst med et snuptag. Om det så ellers har noget med min indvandring at gøre skal være usagt. Jeg mener ikke at have snakket med nogle af de involverede, heller ikke psykologerne.

Ellers er der, ligesom i Danmark, de sædvanlige fyldeindslag, hvoraf man alligevel ikke kan konkludere noget som helst. F. eks fødes der ca. 10 tvekønnede børn hvert år i Norge. En virkelig stor gruppe af befolkningen 8-@.... Af lethedshensyn laver man dem alle om til piger, men det viser sig senere at nogle af dem, når de bliver ældre, tegner sig selv med bryster og en tissemand de ikke har, og dermed får store psykiske, og jo ikke mindst, fysiske problemer. Det er selvfølgelig trist, når man hellere ville have beholdt tappen, men hvad fa'en skal man gøre. Det er jo lidt svært at spørge dem hvad de helst vil være, når de lige er kommet til verden. Hvis man lod alle blive drenge, skulle man bare til at fjerne både bryster og tissemænd når de blev voksne. Og dog, det bedste vil selvfølgelig være at lade stå til, så kunne de selv bestemme, når de engang havde fundet deres rette identitet.

Desværre kunne jeg ikke gøre min indflydelse gældende ved det netop overståede folketingsvalg. Det betød dog ikke spor, Poul og co. ser ud til at bevare deres taburetter på trods af alle de ondsindede meningsmålinger. Jeg hørte at Soccerne havde kørt en smædekampagne der måske ikke var helt sand, mod sine modstandere, men virkningen var jo god nok. Alle kneb gælder åbenbart i politik. Genialt påfund, siger jeg bare, og som jeg tidligere har spået, er Poul ved at udvikle sig til en af de største statsmænd gennem tiderne. Som man siger står der en kvinde(r), (Tjaeeh, måske i Poul's tilfælde en mand), bag enhver stærk mand, eller vistnok noget i den retning.. En af disse kvinder er vel hans kone, Lone. Når jeg tænker på det er det jeg savner mest, næstefter en flaske god rødvin naturligvis, min vidunderlige plakat.

Nå for at være alvorlig, var det bedste der skete, at fjolset Bjørn Elmquist, jeg gyser helt ved at skrive og derefter læse hans navn, blev losset ud af tinget. Det fik faktisk mit humør til at stige adskillige grader. Jeg tror ikke jeg er alene om det. Ellers er jeg faktisk ligeglad med hvem der styrer landet, blot Pia bliver sat ind som indenrigsminister, så hun effektivt kan luge ud blandt alle fremmedarbejderne.

Grunden til jeg er så velorienteret m.h.t. hvad sker i Danmark er : >INTERNETTET<<. Det kan faktisk lade sig gøre at høre radioavis og se 18.30 TV- Avisen. via internet. Det kræver bare at man installerer et program der understøtter de tjenester. Billedkvaliteten, og ikke mindst synkroniseringen er ikke imponerende, men man følger med, og det er jo det vigtigste.

Forrige tirsdag havde vi på lab besøg af en ergonom. Hun fortalte lidt om korrekte siddestillinger, specielt ved terminalarbejde. Der var sådan set ikke noget nyt på bordet, men det var da meget sjovt at få genopfrisket de forkerte siddestillinger man tilsyneladende altid indtager. Kurset blev rundet af med en række afspændingsøvelser. Det virkede åbenbart lidt for afspændende på en af mine kollegaer på laboratoriet. Hun besvimede lige umiddelbart efter den sidste øvelse, og røg til stor bestyrtelse for alle, på gulvet med et foruroligende bump. Vi frygtede at hun i faldet havde slået nakken ned i bordkanten bagved, men det viste sig senere at det heldigvis ikke var tilfældet. Hun sagde, efter at have sundet sig, at hun aldrig var besvimet før. Hun ser ellers altid så bleg ud, så jeg overvejede at spørge om det var fordi hun var gravid, eller manglede jern, men da risikoen for at de to ting ikke rigtigt stemte, valgte jeg at tie.

Foruden den obligatoriske sure vægttræning, er jeg også begyndt at spille volley. Nede i den lille sidehal er der mixtræning, dog med spillere af kraftig svingende kvalitet. Det er så som så med udbyttet rent træningsmæssigt, men heldigvis er der nogle velklædte piger til træning, så aftenen var da ikke helt spildt. Jeg ved ikke om jeg gjorde noget forkert første gang, da var vi 12, fordi anden gang var der kun 6. Heldigvis var den mest velklædte kvindelige spiller til stede. Det skyldes sandsynligvis, at det ikke er hver dag man har lejlighed til, at "varme", med en tidligere divisionsstjerne.... >8--()

Udsigten fra Bent og Connies luksusdomicil i Knarvik. Jeg kan desværre ikke huske navnet på fjorden, men de fleste læsere er vel også ligeglade.

Forrige lørdag var jeg på sightseeing til Bergen, med Connie og Bent. Jeg mødte dem, i deres for øvrigt rummelige bolig, i Knarvik. Efter en halv times tid og et par kopper kaffe og en basse (suk), kørte vi mod Bergen. Vejret var fint, klart med solskin, så jeg nød turen, i modsætning til første gang jeg kørte strækningen, hvor jeg havde rigeligt at gøre med at finde vej. 

	Et lille galleri fra Bergens gader. Som det ses var vejret fantastisk flot, og der var god udsigt op ad de fjeldskråninger der omkranser hele byen mod landsiden.

Efter et par timers kold spadsering rundt i byen, mødtes vi med deres naboer for at finde et sted at spise inden vi skulle i biffen. Vi fandt et pizzeria efter ca. 10 min vandring. Her mødte jeg et af de hidtil største kulturchok fremmedarbejdere imellem. Jeg måtte have en af de andre til at oversætte min bestilling. De forstod hverken mit gebrokne norsk eller flydende engelsk. Ikke underligt at der er ballade de tilsvarende grupper imellem i Danmark. Alligevel lykkedes det dem på forunderlig vis at kludre i bestillingen. Jeg fik både kebab og lasagne, mens Bent ingenting fik. De troede åbenbart ikke at jeg kunne spise to "retter". Vi bestilte atter en lasagne til Bent, der efterhånden så meget sulten ud. Da den endelig dukkede op var vi andre næsten færdige. Bent tog hævn ved yderligere at bestille en dessert. Behøver jeg at fortælle at der var hundekoldt i bixen. Det blev ikke bedre af at alle hans familiemedlemmer hyppigt kom på besøg, og ikke var klar over at døren bandt i næsten halvåben position. Pizzafar bedyrede dog at døren skulle skiftes førstkommende mandag, men det hjalp ligesom ikke på den øjeblikkelige krisesituation. Gad vide hvor mange han i tidernes løb har sagt det samme til. Nå men vi blev trods alt mætte, og kaffen smagte faktisk ret godt.

Inden vi entrede biografen skulle der provianteres. Desværre har mange forretninger i Norge en "ta' selv slik bod", hvor alverdens lækre slik kan mixes efter behag. Filmen vi skulle se var Titanic. Naboen havde forudbestilt, og det var klogt gjort. Der var totalt udsolgt. Desværre blev pladsen foran mig besat, ja gæt engang, af den højeste person jeg umiddelbart kunne få øje på i biffen. Kender i ikke den med to personer, fy og bi, kommer spankulerende op af midtergangen og sætter sig... ja jeg behøver vel ikke at sige mere.

På trods af mandens velvoksne krop var det kun det nederste højre hjørne der blev dækket, så det betød ikke det helt store. Filmen var bedre end jeg havde håbet. Jo mere jeg tænker over det desto bedre bliver den. Den føltes overhovedet ikke langtrukken på trods af den varede over 3 timer. Faktisk var det halve kilo slik jeg købte, langt fra tilstrækkeligt til at dække behovet under filmen. Det er utroligt så god musikken bliver når man har set billederne bag. En utrolig smuk, og godt lavet film var det, men den får vel også et "hav" af Oscars når de engang skal uddeles.

Jeg har haft et enkelt uheld med bilen. Jeg glemte at lukke sideruden helt op i søndags, med det resultat at sædet blev drivvådt. Da jeg senere på aftenen skulle købe et par småting på den lokale tank, gloede de tilstedeværende kunder også underligt på mig, men med den beklædning, fugtige stramtsiddende joggingbukser, må jeg også have lignet en sengevæder.

Så er jeg faktisk blevet helt ferm til at lave "pannkaker", som det hedder heroppe. Det er ikke så svært. Hæld 3/4 liter koldt vand i en skål. Hæld to poser pulver i under kraftig omrøring, og bag ved jævn varme ca. 2 min på hver side. Så har man den fineste aftensmad der fås. Hemmeligheden, tror jeg, ligger i fremstillingen af dejen.

I lørdags var dagen hvor bilen for alvor skulle luftes. Bevæbnet med masser af penge, kort, vandretøj og en kande kaffe drog jeg af sted. Første stop kom allerede efter 3½ km. Der skulle jo også benzin på kareten. Jeg synes godt nok den bruger meget, men det er måske fordi jeg er blevet helt pjattet med at benytte varmefaciliteten sædet har.

Jeg havde overvejet at evt. køre helt til Voss, og måske prøve et par ski for første gang i 25-30 år. Jeg gjorde et planlagt stop på Arna station for at besigtige området. Det er stedet hvor man parkerer bilen hvis man skal med toget mod øst, i stedet for at tage det fra Bergen. Senere viste det sig, efter min mening, at modsat Danmark er det heroppe på mange strækninger nemmere og hurtigere at køre i tog, hvis man skal på de kendte skisportssteder. Det skyldes at de mange sving, rundkørsler og tunneller æder godt af snithastigheden. Efter ½ times ophold gik det videre mod øst. Desværre var vejret ikke særlig godt. Det regnede, var diset og lavethængende skyer tog meget af udsigten op langs fjorden. Efter 1½ times kørsel nåede jeg Dale. En lille by der ligger nærmest i bunden af en kløft. Høje lodrette klipper på den ene side ,og snedækkede fjelde på den anden. Endnu engang forbandede jeg det uklare vejr. Alligevel tog jeg også her et par billeder ligesom under utallige ophold undervejs. Det var her jeg besluttede at vende om og køre en tilsyneladende spændende alternativ rute hjem. Klokken var også over to, og da der stadig manglede 40 km tvivlsom vej og formodentlig utallige tunneller, var det nok begrænset hvad jeg kunne nå af skiløb.

Arna station. Omkranset af tågedis, der desværre skulle blive meget værre.	Dale, omgivet af stejle fjeldsider.	Lyset på de fugtige klipper gjorde dem sølvfarvede, og var faktisk et imponerende syn, på denne kedelige og grå regnvejrsdag.

Efter en hurtig trillen rundt i byens centrum vendte jeg atter mod vest. Jeg havde set på vejen op, at der var en bro der gik over til et område der hed Osterøy. Længere mod nord var der ifølge kortet atter en bro samt en foss. Det passede fint, så jeg besluttede mig for at tage den rute tilbage. 

Den første, og desværre eneste, bro så ret ny ud, så jeg betalte for anden gang i dag bropenge. Dog "kun" 35,- kr. denne gang. Den første fra Lindås området til Bergensområdet kostede 45,-. Desuden var der anlagt et lille parkeringsområde med bænke, toiletter og turistinformation. Jeg snuppede atter et par billeder, ignorerede kortet på toiletbygningen der hang lige for snuden af mig, hvilket jeg senere skulle fortryde Men uvidende om de kommende strabadser begav jeg mig af sted. Det gik som forventet, vejene var smalle, og ikke som på kortet, men naturen særpræget. Et sted kunne man på en græsseng tydeligt se snegrænsen. Det skulle jeg da have fotograferet, men gjorde det ikke. Et eller andet i mig sagde, at jeg nok ville få chancen senere. Efter ca. ½ times kørsel, på veje så smalle at to barnevogne næppe ville kunne passere hinanden uden at den ene ville trille ned af de til tider uhyggelige stejle skrænter, nåede jeg omsider frem til byen, hvor broen der skulle føre mig over på den anden side burde være. Jeg befandt mig netop nu i nærheden af en lille havn, hvor en færge, lystigt truttende med hornet som om den grinede af mig, netop havde lagt fra kaj. Jeg gad ikke engang undersøge hvornår den næste sejlede, så jeg kørte skyndsomst tilbage. Netop i det øjeblik nulstillede triptælleren. De første 1000 km var kørt, hvilket jubilæum. På tilbagevejen tog jeg kun et billede.

Inden jeg atter måtte punge ud med bropenge, måtte jeg hellere benytte mig af de nye toiletter der lå i den føromtalte bygning. Overraskelsen var stor da jeg åbnede døren, og, uhindret af luger, møntkassetter, og andre aggregater der angiver at det her koster penge, havde frit udsyn til en splinterny WC-kumme !! Mens jeg foretog mig det nødvendige, spekulerede jeg på om det mon var handicaptoilettet jeg havde taget, men det var det ikke. Dette her var gratis !! Det var også gratis at studere kortet på gavlen af bygningen, der præcist angav at der kun var en´ bro på denne halvø. Kortbogen jeg havde slæbt med fra Danmark passer ikke så godt længere. Jeg forstår pludselig bedre hvorfor de forærede 400 eksemplarer væk. Resten af hjemturen gik planmæssigt og godt træt, ca. 250 km og 7 timer senere rullede jeg op ad indkørslen til bræddehytten.

Upåvirket af gårsdagens strabadser, bortset fra en mere øm ryg end normalt og begyndende siddesår, begav jeg mig atter ud på en ny ekspedition. Denne gang ville jeg udforske den nordvestlige del af Lindås/Radøy halvøerne. Endnu engang pakkede jeg mit tonstunge udstyr og drog af sted. Jeg startede med at køre til den næstnordligste del af øen, hvor en lille færge forbandt halvøen med en af de utallige øer, dog en af de større, Fedje. Området så spændende ud så jeg parkerede ved havnen, og iførte mig det nødvendige udstyr. Der var en masse klipper med lav bevoksning og små nåletræer, så foruden motion og frisk luft burde man fra alle de små toppe kunne få en god udsigt over fjordene. Der var ikke nogen stier af betydning så dem lavede jeg selv. Jeg maste rundt i ca. 1½ time og periodisk blev jeg faktisk forpustet, om så formen er dårlig eller ruten vanskelig, skal være usagt, men udsigten var rimelig god, og det regnede i det mindste ikke. Det var dog stadig lettere diset, og lave skyer hang omkring fjeldene i det fjerne. Jeg spekulerede dog det meste af turen over den stadige sagte klukken der forfulgte mig overalt. Det var næsten helt vindstille, og ikke en krusning at se på vandet. Pudsigt nok forsvandt lyden samtidig med at jeg fik tømt den medbragte ½ liters cola.

Bortset fra et par uheldige situationer, den ene hvor jeg måtte gå en omvej da jeg havde glemt mine klatresko, og den anden en overhængende risiko for et frit fald på 40-50 m, forløb turen uden de sindsoprivende oplevelser. Efter at have sundet mig et kvarters tid ved bilen, kørte jeg tilbage og videre mod syd. Men allerede efter 10-15 km, da vejene blev betænkeligt smallere vendte jeg om. Jeg gad simpelthen ikke køre på deres dyrestier igen i dag. Midt på eftermiddagen var jeg atter tilbage i basecamp, og en noget anderledes oplevelse end gårsdagens, rigere.

Til venstre ses den stejle klippeafsats jeg var ved at trimle ned ad. Til dem der ikke har forstået situationens alvor, er det altså en rystet forfatter der sidder i forgrunden.

Til højre ses endnu en af de utallige broer der binder alle de små øer sammen. Spejlende sig selv dekorativt i det blikstille vand.

Ellers har denne weekend ændret mit syn på nordmændenes evner som bilister. Jeg har, fra jeg kørte de første kilometer i dette land, syntes at de kørte ret råddent, men nu har jeg ved selvsyn set hvor mange der bor ved, og hvilke skodveje de færdes på hver dag. Så kan man godt forstå det godt må gå lidt tjept (er det mon stavet rigtigt), når lejlighed byder sig.

Personligt er jeg ikke helt på toppen, hverken fysisk, eller psykisk. Grunden hertil kan vel ikke komme bag på nogen. Tænk på alle de bivirkninger der følger i kølvandet på en rødvinsfattig tilværelse. Overforbrug af bla. is, slik, flødekager, chokolade, øl, lykkepiller, smertestillende medikamenter og som følge deraf, en voldsom vægt og volumenforøgelse. Håbet om at slanke mig under dette ophold er ved at gå fløjten. Nu må næste mål være at holde mig under de magiske 90 kg. Men da jeg tillige får finansieret mit overforbrug af diverse søde sager, kan jeg vel lige så godt benytte sig af det, og hermed udsætte kuren i yderligere3-4 måneders tid. Men okay, jeg har jo bevist at jeg ikke er alk.... øhh afhængig af vin, for så havde jeg nok kørt på monopolet for lang tid siden. Man skal jo glæde sig over de positive ting.

Rent arbejdsmæssigt vil jeg ikke skrive så meget denne gang, men jeg er da begyndt at køre HFRR analyser. Jeg synes nok der er en del prøver med bekendte mærkater og numre fra et laboratorium i Kalundborg. Man kan nå 4 analyser pr. dag, og her køres dobbeltbestemmelser i serier, så vidt muligt. Analysen er, efter 1½ dag, allerede begyndt at kede mig selvom den kræver en del omhyggelighed, renlighed, tålmodighed og en masse pillearbejde. Det ville hjælpe en del på arbejdsglæden hvis i byttede hver 9 prøveflaske ud med en af rødvin.  <8-/ .....

Flere sjove ord og vendinger: