Mongstad 16/17/18-04-1998.

Beretning no. 3.

Atter engang, hej alle

Til min store fortrydelse måtte jeg for nogle uger siden konstatere, mens jeg selv opholder mig i et fremmed, men tolerant eksil, at friheden til at færdes, ytre og have sine egne meninger i Danmark, forleden fik et alvorligt skud for boven. Her tænker jeg naturligvis på overfaldsforsøget på en kendt kvindelig politiker. Hvis alle uenige personer reagerede på denne måde, kunne Danmark hurtigt udvikle sig til et nyt Jugoslavien. Man må håbe at der bliver sat en stopper for den, i dette tilfælde, slags selvbestaltede grænsevagter hurtigst muligt.

Ellers har den store og banebrydende nyhed i de norske medier i den senere tid, såvel som i de danske, været fremkomsten af potenspillen. Det er jo også en god nyhed og ingen tvivl om at opfinderne bliver stenrige på dette produkt. Især nok fordi mænd, der normalt ikke vil være målgruppen, formodentlig vil benytte pillen for at peppe sig selv lidt ekstra op. Og når man så samtidig tænker på, at andre søger en pille med den stik modsatte virkning. Ak ja, sådan kan livet være så uretfærdigt.
Så er der stadig de hastigt eskalerende problemer med de psykisk syge. I et eksempel, blev en tilfældig borger truet med en pistol, på trods af at gerningsmanden var i behandling. Enten trænger programmet til en justering, eller også er det, som så mange andre efter min mening, et nyt håbløst tilfælde. En anden person, der forårsagede brandskader for små 10 millioner kroner, udtalte, "at det var et råb om hjælp". Han havde dog lyttet til sin behandler, men måske ikke den rigtige, da starten på alle episoderne for en 4-5 uger siden, affødte den gammelkendte forslidte undskyldning, udtalt af kendte psykologer til medierne. Jeg kunne da godt tænke mig at tilbyde at lade være med at sætte ild til noget, for f.eks. 1 million !!!.

Generelt er det norske TV tillige begyndt at kede mig, bortset fra ovennævnte sjældne muntre indslag. Specielt TV2, med alle deres elendige reklamer midt i næsten alle slags udsendelser, samt reklame spots for kommende programmer, fylder godt. En kraftig belastning for min i forvejen hårdt prøvede psyke, så derfor kom det som en gave fra himlen, at min lillesøster har hold hvad hun lovede.
For et par uger siden modtog jeg nemlig et videobånd (2 stk. taxa, 1 stk. X-files, 1 stk. fodboldkamp), en pakke labre larver, 3 stk. Kalundborg Folkeblad, samt det allerbedste, en lille 0,25 lt. karton rødvin, alt sammen sendt som brev !!!. Aldrig har det ene glas rødvin, som jeg desværre i denne glædens stund måtte nøjes med, smagt så godt. Og så nydt til endnu et afsnit af TAXA, jeg følte mig simpelthen som født på ny. Blot synes jeg at folkene på klippebordet til tider er lige friske nok. Nogle scener minder nærmest om en dårlig musikvideo, man prøver at gøre interessant ved at forvirre seeren med en masse psykotiske billedskift. Og stakkels Mike sidder med problemer til langt over halsen, man forstår godt han flygter til udlandet.

For et par søndage siden, skulle det så være. Jeg skulle prøve at stå på ski hvis vejret tillod det. Bent og Connie havde lavet de nødvendige forundersøgelser, så vi skulle til et område kaldet Kvamskogen. Et fjeldmassiv ca. 1 times kørsel øst for Bergen, der indeholdt de nødvendige højtbeliggende skråninger, hvor sneen formodentlig lå kridhvid og fristende, badet i høj sollys, krydret med nogle få graders frost. Den planlagte dag stod jeg op, ca. kl. 6.30 !! (realtime). Det var desværre sommertidsskift den weekend, men da vi skulle køre senest kl. 9, for at tilmelde os skiskolen i tide, var der ingen vej udenom. Godt søvndrukken (kun søvn), konstaterede mine kvartåbne øjne at temperaturen udenfor var ca. 10° C, og dermed mere velegnet til vandski. Nå, hvad pokker, snemeldingen havde om lørdagen sagt 4° C, med "bra løypeforhold", så det kunne vel ikke gå helt galt, og så regnede det til en forandring ikke.

Til den planlagte tid drog vi af sted fra Knarvik, men jo længere østpå vi kom, desto større blev tågedråberne, ja det var faktisk regnvejr. Da vi nåede frem til Furedalen, som selve skisportsstedet hed, silede det rimelig kraftigt, men der var dog sne nok på begge de to pister der fandtes. Fulde af optimisme tilmeldte vi os skiskolen, som de eneste den dag skulle det senere vise sig. Skiudlejeren havde sovet for længe, eller glemt at stille uret, så biksen åbnede dermed først 1 time senere end annonceret. Ventetiden blev fordrevet med kaffe og chokolademadder (suk), men da dagsplanen stod på telemarksundervisning i let kuperet terræn, var vi lettede over ikke at skulle stifte bekendtskab med den voldsomt stejle bakke der tårnede sig op foran parkeringspladsen, hvor ganske få blæremåse jævnligt suste ned ad. Desuden havde Bent længe været svært optaget af den store fine ambulance der holdt parkeret foran skiudlejningen. Han var helt sikker på at det var fordi vi havde meldt vores ankomst. Han lød nærmest som en der ikke måtte leje med biler som barn, så interesseret han var i dette køretøj. 
Senere, og samtidig med vi lejede det nødvendige udstyr blev det faktisk opholdsvejr, og solen kæmpede for at nå igennem det tunge skylag, så det passede jo fint. Yderligere ½ time senere mødtes vi med skilæreren for foden af bakken, og mens vi påmonterede det nødvendige udstyr, klokken var ca. 11.30, begyndte det atter at regne. Til vore store overraskelse skulle vi med liften op af den ret stejle bakke. Man kunne dårligt se toppen, da det samtidig var diset. Balancen var ikke den bedste da vi kun havde haft ski på i ca. 5 min, så 20 m efter at have modtaget krogen, snublede Bent og Connie, måske fordi de skulle kissemisse lidt på vejen op. Instruktøren og mig, klarede os mirakuløst forbi den uventede opståede forhindring, dog med stort besvær, da mine ski under manøvren saksede faretruende.
På vejen op til toppen var jeg begyndt at få bange anelser. Vi skulle vist ned af den stejle piste, og minsandten uden stave !!!. 
Ganske rigtigt, vi startede med diverse tekniske øvelser, mens vi skiftevis gled, skvattede og skøjtede ned af bakken. Det hele blev tillige besværliggjort af ekstremt dårlige løjpe forhold, hvilket man ikke behøver at være nogen skirotte for at vurdere. Sneen var "våd", og meget tung. Mine ski var vist heller ikke smurt korrekt, for de var forbandede glatte, og efter min mening alt for lange. Instruktøren, der var 1.90 havde ski på ca. 2 m, mens mine var mindst 2.5 m. Godt nok er det "cool" med lange ski, hvis man kan stå på dem vel og mærket, men alligevel. Desuden var det nogle elendige bindinger de var monteret med. Den højre gik hele tiden løs, og var næsten ikke til at spænde igen. 
Under et af de utallige hvil undervejs, blev jeg tillige vædret af en pige der åbenbart troede mine ben var en del af en stukket slalomrute. Normalt, når man ser noget sådant ske på film, kan der være optræk til frække aftaler, eventuelt ved en senere afterski session. Men så skulle det i det aktuelle tilfælde i stedet havde været hendes mor der førte skiene, så der kom ikke noget interessant ud af denne episode.

Endelig, efter et ca. 1 time, godt våde og en lille smule negative, nåede vi helt ned for foden af bakken. Efter at have sundet os spurgte vi om mulighederne for at prøve et noget mindre kuperet terræn, for ligesom at få bedre føling med skiene. Så efter jeg havde byttet mine ski til nogle kortere, og med en anden type bindinger, aftalte vi en langrendstur, der desværre skulle finde sted på en løjpe oppe på toppen af bakken. Endnu engang op på den famøse lift, og 150 m før toppen, på det allerstejleste sted, fik Bent og Connie filtret skiene sammen, med det resultat de atter tumlede af liften. Instruktøren sprang heltemodigt af for at hjælpe, og havde nær revet mig med, men på mirakuløs vis slap jeg med skrækken. 
Jeg fortsatte op på toppen hvor en nærmest orkanagtig storm næsten gjorde det unødvendigt at hoppe af liften. Drivvåd, frysende, og med et regnslag blafrende vildt som et løbsk telt, følte jeg mig som deltager på en polarekspedition der netop var ved at forlise. Heldigvis var der et lille bitte skur på toppen hvor jeg søgte ly, mens jeg frigjorde den vindtætte hætte på min jakke. Efter ca. 10 minutter, og adskillige stykker gåsehud og tandklapren senere, kom de andre, de to af dem godt forpustede, op ad bakken. Efter et kort hvil gjorde vi klar til at udforske landskabet. Det var her jeg opdagede, at Danmarks Olympiske Komite, hvis de havde set mig, måtte ærgre sig over ikke at have sponsoreret langrendsudstyr på mig for 30 år siden. Så havde Danmark nok haft mere end den ene sølvmedalje som "The Stone Ladies", scorede ved sidste Vinter O.L. Daehli, Ulvang, Alsgaard, Smirnov og hvad de ellers hedder alle sammen, havde fået en dansker at kæmpe imod. Det gik simpelt hen forbavsende godt, synes jeg selv. Det føltes som om jeg aldrig havde bestilt andet.
Hvis det var noget jeg havde mulighed for at dyrke jævnligt, ville jeg købe det nødvendige udstyr med det samme. Efter 3/4 times snurren rundt var vi atter tilbage på toppen af den alpine bakke, hvor både regn og vind heldigvis var aftaget i styrke. Denne gang var der dog kommet andre boller på suppen. Frygtløse gled vi atter nedad, under kyndig instruktion, og var betydelig hurtigere, og færre styrt, nede end første gang. Nu havde vi rigtig fået blod på tanden, og blev enige om at hoppe kontrolleret af liften et par hundrede meter oppe på bakken, for så kun at køre på det nederste stykke af løjpen. Den var nemlig her i rimelig stand, og af samme grund derfor uden alt for meget af den løse tunge sne. Vi tog 8-10 ture, og det gik faktisk så godt at det nu var begyndt at blive sjovt.

Jeg havde dog et enkelt voldsomt ukontrolleret styrt. Naturligvis på den første tur ned, efter at vi have sagt pænt farvel til instruktøren. Jeg ville på de sidste 50 m indtage den berømte "æggestilling", med en katastrofal kolbøttetur til følge. Det morede tilsyneladende de lokale pistepassere, for næste gang jeg checkede ind på liften, så de betydelig gladere ud end tidligere. Der var heller ikke ret mange ude at løbe den dag, og dermed også et begrænset antal sild at studere, tjaee... faktisk ikke en eneste.
Men det var nu nok heldigt for os begyndere, da vi meget af tiden lå og krydsede ned af den løjpe, de få brillere der var tilstede, også benyttede. Desværre var det sandsynligvis i det føromtalte fald at jeg mistede mine fede solbriller. De havde i årenes løb opnået en ganske stor affektionsværdi for mig, så nu har jeg fået et ekstra betragteligt psykisk problem at håndtere. Nå, men alt sjov får som bekendt en ende. En abnorm vandstand, nok til at rumme det halve af den danske torskekvote fra i fjor, havde samlet sig i mine støvler, hvilket afkølede mine tæer med foruroligende hast. Da den gamle krop så samtidig var ved at være lidt øm var det vist på tide at stoppe legen for den dag. Hjemturen, i en godt tildugget bil, forløb stille og roligt. Højdepunktet, var nedsvælgningen af en ualmindelig lækker ristet hotdog, på en tankstation. 

Et gennemblødt Dream-Team har taget opstilling til et stjernefoto. I baggrunden skimtes liften hvor en dramatisk episode, et par timer tidligere, havde fundet sted. Bemærk forfatterens usportslige trick med at få skiene til at se længere ud end de i virkeligheden er.  En kollega fra hjemlandet, som er gammel rotte i faget, har lært det fra sig.

Dagen efter var min venstre mørbrad ganske øm, og som den skred frem blev jeg mere og mere hjulbenet. En god gang dørkarmsmassage, samt en rolig aften foran flimmeren, gjorde dog mig forbavsende frisk allerede næste morgen.

På det gastronomiske område har jeg udvidet repertoiret. Jeg er begyndt at lave en af de norske specialiteter, "rømmegrøt". Det betyder vist mælke eller risengrød, men lyder nærmere som dårlig mave (grøden rømmer kroppen). Det er ellers ganske nemt og så burde det virke slankende, da kalorieindholdet er forbløffende lavt, den gode smag taget i betragtning. Man tømmer posens indhold i en gryde, tilsætter 1lt. skummetmælk, varmer op under let omrøring og småkoger ved svag varme i ca. 5 min. Vupti har man rigeligt til et solidt mættende måltid, og så indeholder det kun ca. 1200 kcal. For at gøre det mere tillokkende kan tilsættes et ordentlig lag sukker, et par skefulde kanel samt en god klat norsk sætersmør. Så har man en gang dejlig velsmagende kalorielet aftensmad. 
Den første portion jeg fremstillede, kan man ikke sige kiksede, den smagte faktisk meget godt, blot man undgik at skrabe bunden, da den desværre brændte på. Jeg havde ellers ikke haft varmepladen højere oppe end 2½, men det var åbenbart for meget.
Så rengøringen blev ret besværlig, specielt da de tidligere lejere tilsyneladende havde slettet den samme type spor med en gang grovkornet sandpapir. Uheldigvis kom jeg til, efter et af mine sjældne bade, at studere mig selv i et af de store fuldhøjdespejle, der desværre findes her i hytten. I nogle tilfælde kan de dog være ganske nyttige, men ikke i dette. 
Jeg måtte, som en naturlig følge af mine uoverskuelige ernæringsproblemer beskrevet i sidste beretning, konstatere at min livvidde var kraftigt ekspanderende. Som konsekvens heraf har jeg atter justeret min kostplan, og indført en enkelt ugentlig slik og grøddag. Jeg har dog senere konstateret, at en stor pose peanuts og 1lt. Coca Cola light, ikke indeholder mere energi en den føromtalte portion grød, dvs. alt for meget. Så kunne jeg bedre forstå at jeg tog på i den første uge af kuren.

For ca. 3 ugers tid siden, dristede jeg mig på en spontanudflugt til Bergen. Grunden var for det første, at den værste påsketumult forhåbentlig var overstået, og så kunne jeg måske titte indenfor hos vinmonopolet på vejen hjem. Det ligger i et stort indkøbscenter ca. 12 km nord for Bergen. Så kunne jeg, ikke fylde op, men placere et par flasker rødvin i det knastørre barskab, der foreløbig kun har indeholdt tomme velpolerede krystalglas, samt en del af mit medbragte værktøj. Fordi man har reduceret sin rødvinskvota med omtrent 1000%, er der jo ingen grund til at blive fanatisk.
Jeg kørte kun forkert en enkelt gang. En rundkørsel indeholdt tilsyneladende flere afkørsler end angivet på skiltet. Men pyt med det, jeg registrerede straks brøleren og 10 sekunder efter var jeg atter på rette spor. En farlig situation opstod dog da jeg skulle foretage et vognbaneskift, for at betale de sædvanlige bompenge. Chokket over af at se et skilt med påskriften "GRATIS", placeret i samtlige bomhuse, var så stor at jeg var ved at køre forkert, men en tvivlsom manøvre fik mig tilbage på ret kurs. Trafikken var desuden så forbløffende sparsom, at man skulle tro at byen i nattens løb var blevet ramt af et Ebola virusangreb. Klokken var ca. 09.30, da jeg parkerede spanden på en næsten gabende tom parkeringsplads, byens bedste udgangspunkt for en mindre sightseeing. En parkeringsvagt, der i samme øjeblik monterede en eller anden lap papir på en af de få biler der stod i forvejen, fik ikke umiddelbart alarmklokkerne til at ringe. Tværtimod, kvinden så da ganske sød ud, og smilede venligt. Ak ja, de er godt nok flinke de nordmænd.

Vejret var ganske fint, som de foregående dage, men lidt råkoldt, så jeg besluttede mig for at købe et par mere detaljerede kort over det vest/midtvestlige Norge i en nærliggende boghandel. Disse skulle dække et område, hvori jeg senere planlægger at leje en Statoil-hytte, som udgangspunkt for et par forhåbentlig spændende vandreture. Den ligger faktisk ret tæt på det tidligere omtalte skiområde. 
Efter en frisk og kold rundtur, som bla. førte mig på et hurtigt kik i en anden boghandel, valgte jeg at nedsvælge en kop varm kaffe i det storcenter, hvor den første boghandel jeg købte kortene i, lå. Det havde syv etager i alt, med en masse butikker, og så indendørs, i en ganske komfortabel temperatur. Uheldigvis kom en mor, med en ganske hysterisk og voldsomt skrigende unge solidt placeret i en klapvogn, netop kørende i samme retning som jeg havde udset. Jeg afventede et kort øjeblik situationen, men hun havde tilsyneladende andre planer. Mens jeg bestilte, og nippede den første tår af kaffen, kunne jeg høre et vedvarende hysterisk barneskrig langsomt fortage sig i det fjerne.

Desværre var centret hurtigt overset, men der var jo heller ingen specielle ting jeg gik efter. Dog lå på øverste etage en dyrehandel, som på en stor lyserød plakat med tyk sort skrift, annoncerede med et "anti-bjeffe halsbånd". Det så jo ganske interessant ud, men i samme øjeblik opfandt jeg selv et. Et stykke 5mm reb på ½-1m, samt et dobbelt hal(s)vstik, burde klare problemet en gang for alle, og så er det nok meget billigere. Desværre burde jeg egentlig have undersøgt varen nærmere, men min, synes jeg selv, brillante opfindelse, fik mig til at glemme alt om det. Et hurtigt kik, på en masse alt for dyre og halvsyge eksotiske fisk og pjuskede fugle, sluttede min rundrejse i centret. 

Da jeg havde en længere køretur foran mig ville det nok være smart at træde af på naturens vegne først. Et besøg på centertoilettet, der kunne have blanket mig for en femmer, blev overstået i raketfart. Jeg nægter simpelthen at betale for den slags. Ikke fordi jeg ikke kan undvære pengene, men princippet er ganske uacceptabelt. Det er efter min mening det samme som at skulle betale for at trække vejret. Tænk at måtte lide kvælningsdøden fordi man ikke kan grave en sølle mønt frem hurtigt nok. En mindre omvej tilbage til parkeringspladsen, førte mig til en brilleforretning hvor jeg i vinduet øjnede et par solbriller magen til dem jeg for nylig havde mistet. En forsigtig prisforespørgsel var nær endt i en katastrofe. 606,- kr. !! >8-Q, jeg kunne med min bedste vilje ikke se nogle guldgraveringer eller diamantindbefatninger på stellet, så jeg forlod butikken før de måtte bære mig ud. Jeg blev pludselig så underlig svimmel. 

Ude på gaden for jeg lidt vild, og stod derfor pludselig foran en pjusket rødmosset herre, der fremstammede nogle uforståelige ord, samtidig med han holdt en tilsyneladende ganske lun hue frem foran sig. Min første indskydelse var, at han ville have mig til at hjælpe ham med at tage huen på, men en let klingende lyd afslørede, at her var jeg konfronteret med en tigger. Jeg benægtede at have nogle småpenge, selvom min jakke hang helt skæv på kroppen. Voldsomt tynget af alle de forbistrede mønter, man ligesom i Danmark konstant slæber rundt på. 

Tilbage på parkeringspladsen kunne jeg til min store rædsel øjne en rød bil, stående der, hvor jeg havde efterladt den jeg var kørt i et par timer tidligere. Det er såmænd godt nok at kunne finde sit køretøj igen, men på denne her var et mystisk stykke papir fastgjort til det ene viskerblad. Der gik ikke mange nanosekunder før jeg desværre måtte erkende, at have indkasseret min første "rigtige" parkeringsbøde i de 17 år jeg efterhånden har kørt, og parkeret biler. Hvorfor jeg skriver "rigtige", er en anden og længere historie som i alligevel ikke tror på, så den vil jeg forskåne jer for. 
Med rystende og bævrende hænder tog jeg girokortet, forventet påtrykt et astronomisk beløb, men det lød til min store overraskelse "kun" på 300,- kr. Om det så var i anledning af påsken er til dato uopklaret, men det er mærkværdigvis billigere end i Danmark. Da min "parkeringsafgift" nu var blevet betragteligt større end normalt, havde jeg heller ikke travlt med at forlade den nu overfyldte og kaotiske parkeringsplads. Jeg var godt nok blevet lidt gnaven efter den kolde dukkert, så de mange chaufførerer der fortvivlet ventede i kø for at parkere, måtte vente lidt endnu.

En gransken på internettet tidligere på ugen havde oplyst mig om, at et lokalt klatrestævne skulle finde sted i et idrætscenter der skulle ligge ca. 5 km syd for Bergens centrum. Jeg gav mig derfor rigtig god tid til at finde det på det medbragte bykort. Efter et hurtigt besøg ved Bergen's Akvarium, den stik modsatte retning af idrætshallen, samt en masse trillen rundt på bittesmå veje i centrum, kom jeg på rette kurs, og var ganske stolt da skiltet "Fantoft Centret 0.3 " kom til syne på det forventede sted.
Jeg parkerede øsen, her var der tilsyneladende ingen parkometre, og begav mig ind i hallen hvor 30 hockey spillere, samt en næsten tom klatrevæg, åbenbarede sig foran mig. Jeg konsulterede de to personer ved væggen, en mandlig flipper, der lignede en fransk aristokrat fra 1800 tallet, samt en tilsyneladende ganske nydelig ung kvinde, men de kendte ikke noget til det annoncerede stævne. Jeg blev hængende et kvarters tid, det kunne være de bød på en tur, men storbyklubmedlemmer er åbenbart også snobbede i Norge, så jeg drog videre mod turens ubevidst vigtigste mål, vinmonopolet i Åsane.
Nu havde man i mellemtiden åbenbart opfundet en vaccine. Det vrimlede med biler, cyklister fodgængere og andet kravl, som var det den japanske undergrundsbane i myldretiden. Turen gik dog fint, jeg kender efterhånden også ruten, så efter en planlagt omvej omkring et næs med god udsigt, nåede jeg afkørslen til Åsana Centret. Til min store skuffelse måtte jeg desværre svinge hele vejen rundt i den sidste rundkørsel, da der herskede totalt kaos så langt øjet rakte. På vej hjem måtte jeg tage til takke med det sædvanlige indkøb af 6 stifter, som den dag kun udgjorde en ringe erstatning.

En typisk smuk udsigt fra en baghave, ud over en af de utallige småfjorde heroppe.

Ellers havde jeg en pudsig oplevelse forleden dag, og igen var det den lokale tank der var skueplads. Jeg havde netop færdiggjort den vanlige træning, og skulle indkøbe de faste supplerende småting, et par saftevandsøl, noget ost, en pakke skinke, et par bøtter yoghurt samt en pose kaffe. Desuden lejede jeg en film, da der om tirsdagen normalt ikke er noget specielt ophidsende i fjerneren.
Ligesom sidst, da jeg gik rundt i stramme fugtige joggingbukser, havde denne lille episode også seksuelle undertoner. Her skimtede jeg ud af øjenkrogen en karakteristisk streg, placeret et stykke under en kvindes hage, ja faktisk lige midt imellem brysterne, komme valsende forbi. Godt nok skinnede solen, men vinden var kold, og temperaturen i skyggen næppe over 8-10° C. 
Mens jeg fodrede flaskemaskinen skulede jeg diskret rundt i butikken, jo den var god nok, og et øjeblik senere fik jeg syn for sagen. Dermed blev det også bekræftet, at på nogle få vitale områder er det norske folk længere fremme i udviklingen end os danskere. Den resterende del af kroppen var dog ikke noget at råbe hurra for, så besøget kom ikke til at vare længere end normalt.

Nu må det være vrøvl nok for denne gang. Jeg vender snart tilbage med en, "explorer special", kun omhandlende påskedagene, der blev en blandet fornøjelse.

Flere sjove ord og vendinger: