Mongstad 20/21/22-04-1998.

Beretning no. 4.

Atter engang, hej

Påsken startede faktisk allerede onsdag middag. Da jeg pr. definition er "nordmand" var jeg desværre nødsaget til at holde en halv betalt fridag, som det åbenbart er vanligt heroppe.

En lignende tradition på det danske arbejdsmarked vil nok blive svær populær. Vi kunne måske starte en forsøgsordning, inkluderende begyndelser på alle andre helligdagsperioder, på Kalundborgs laboratorium.

Traditionen tro åbnede jeg flimmeren, dog tidligere end normalt og pludselig blev jeg helt blød i knæene. Et afsnit af Dollars var i fuld gang. En hurtig gransken af TV-programmet afslørede at det desværre var afsnit 72 der var i gang, så det ville være dumt at starte et gensyn med serien så langt henne i handlingen. Desuden plejer jeg kun at genopfriske serien på ulige årstal, da jeg som bekendt har optaget alle 263 afsnit på bånd, samt købt den dramatisk spændende spillefilmsafslutning. Slukøret måtte jeg skifte kanal, inden feberen atter ville overmande mig. Den daglige sendetid er heldigvis fra kl. 1400, og kun på hverdage, så jeg bliver forhåbentlig ikke fristet en anden gang.

Skærtorsdag startede ikke for godt. Jeg havde, ligesom et par dage i forvejen, en ubehagelig smertende periodisk stikken i maven. Et glas saltvand og et par fingre i halsen hjalp desværre ikke. Listen over bivirkningerne, af at rødvin på så brutal vis er fjernet fra min kostplan, er efterhånden så lang at den næppe kan rummes på en rulle ubleget toiletpapir. 
Desværre var vejret fornærmende fint, som det har været i mere end en uge i forvejen, så jeg besluttede at aflægge Risasjøen, en mindre fjord ca. 15 min kørsel fra mit eksil, et besøg.

Bevæbnet med en banan, et par colaer og det obligatoriske udstyr drog jeg af sted. Stedet var som forventet, og til en afveksling, let at finde og området ganske flot. Jeg parkerede ved en lille havn og gik af sted på må og få. Jeg fandt en lille sti der tilsyneladende førte ned til vandet. Det var for øvrigt mærkeligt at den hedder risa..sjøen, da vandet smagte ubehageligt salt. Tillige indikerede en voldsom vækst af den hjemlig kendte blæretang, at det her var en del af Nordsøen jeg stod overfor.
Jeg fulgte den smalle sti og nærmede mig vandkanten. Pludselig stod jeg udenfor et stort terrassevindue, hvor en påskefrokost formodentlig var i fuld gang. Jeg så af samme grund ikke direkte ind i stuen, men anede ud af øjenkrogen at et anseligt antal mennesker var samlet. Jeg fortsatte lidt forvirret videre, blot for at strande ved endnu en privat bebyggelse. Faktisk lå husene ret hyggeligt ned til vandet, med en egen lille havn lige udenfor hver af deres hoveddøre. Flov måtte jeg vende om, og atter spille turist på vildspor, for forsamlingen. 
På vejen tilbage tog jeg en anden sti, den så godt nok ikke ud til at have være brugt siden et urmenneske engang skulle afprøve den første prototype af en fiskekrog, og den førte da også kun til 10 min overflødig flakken blandt fossiler, træer, stikkende buske, mos og andre underlige vækster. Tilbage på det asfalterede stykke tog jeg atter en afstikker ca. 1 km længere fremme. Denne gang gik det bedre, og jeg tumlede rundt på den lettere kuperede halvø i et par timer. Der var en fin udsigt mod havet og ind over fjeldene mod øst. Jeg tog en del billeder og nød det gode vejr. Desværre bekræftede turen, ligesom en halv times jogging et par dage forinden, at min kondition er chokerende dårlig.

Som det tydeligt ses, var det rigtigt flot vejr den påske.

Undervejs stødte jeg på denne, tilsyneladende levende, men næsten ubevægelige edderfugl, godt plantet mellem en masse affald. Mon den lå på æg, eller var den bare syg ??. Da kød er vanvittigt dyrt i Norge overvejede jeg diskret at dreje halsen om på den, men en efterfølgende plukning, og besværlig tilberedning afstod mig fra den tanke. Desuden kunne den også være for gammel og sej, og dermed uegnet som menneskeføde.

Midt på eftermiddagen var jeg atter tilbage, og slumrede hen en times tid på sofaen, mens de tre sopraner uhindret gjaldede ud af fjernsynet. Jeg må have været godt træt da jeg ikke orkede at pacificere dem, fjernbetjeningen kunne kun nås ved at rejse overkroppen fra sofaen.

Langfredag havde jeg en tur til Modalen i tankerne. Jeg stod op kl. 06.30 !! Vejret var ikke for godt og østpå lå lavthængende skyer truende omkring fjeldene. Det betød dog mindre da jeg havde planlagt en rigtig fjeldkontakttur. Her skulle den fysiske del ville stå i højsædet, så for en gangs skyld så jeg stort på vejrudsigten. Jeg kunne heller ikke finde på nogen undskyldning for ikke at tage af sted. Min mave havde ikke fået det bedre, men et par bananer og colaer kunne vel holde den i ro. Jeg svingede ind på den lokale tank for at proviantere da et stort lyserødt skilt angav at der var åbent langfredag fra kl. 07.00. Jeg troppede op ca. 07.30, og der var stadig lukket. Bananerne havde jeg glemt og min hals var tør som sandpapir. Jeg håbede på en åben tank i Knarvik. Heldigvis var en Shell tank åben, så jeg købte 3 colaer og 3 æbler. Bananerne var desværre udsolgt. Turen til Modalen forløb planmæssigt, og der var gabende tomt på vejene. Enten står nordmænd sent op, eller også er de længe om at afslutte deres morgenbord. På vejen op havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at gennemkøre en ca. 5 km lang tunnel, og fra afkørslen til Mo rummede vejen asfalt der var ujævn som et vaskebræt. Et skilt med, ..nyrebælte påbudt.., havde været på sin plads. Efter lidt trillen rundt og omhyggelig gransken af kortet, parkerede jeg bilen hvor min tur skulle begynde. Den ellers friske fjeldluft, var her afløst af en efter danske forhold , velkendt kvalm lugt af gylle. Heldigvis var jeg parkeret på en græsmark ved siden af den overrislede, så jeg gjorde de nødvendige forberedelser til turens begyndelse. Vejret var diset og skyerne hang lavt, men sneen dalede langsomt og idyllisk ned. Det var næsten helt vindstille og føltes ikke specielt koldt.

Jeg startede planlagt med at følge nogle gamle traktorspor ca. 50 m opad. Derefter skulle der megen fantasi og god vilje til at finde den på kortet afmærkede sti. Jeg tullede lidt rundt og besluttede, at efter knap 100 km's halvkedelig biltur, skulle der mere til at stoppe mig. Jeg fortsatte opad og fandt noget der kunne ligne en sti. Den så ikke ud til at have været benyttet siden urtiden, men pyt, det var da til at komme frem og elven fossede frisk ved siden af. Ifølge kortet skulle den også følge stien de første 400-500 m opad. Det var rimeligt stejlt, det mindede faktisk mest om klatring/bjergbestigning det meste af tiden, og da jeg begyndte at kravle i sne begyndte de faretruende situationer at opstå. Men okay, det var kampen mellem mig og fjeldet, så jeg bed smerterne i mig. Det her var noget der bed i lårbasserne, og hævede pulsen og kropstemperaturen ganske betragteligt. Til min store glæde kunne jeg konstatere, at nogle småproblemer med mit venstre knæ de sidste par uger så ud til at være en saga blot. Om det var forårsaget af den tidligere omtalte skitur, min voldtægt af den lokale benmaskine eller normale begynderne alderdomssymptomer, vil stå hen i det uvisse.

På vej mod nye eventyr. Mit første rigtige indtryk af fjeldenes ufattelige størrelse, og skønhed.

Til venstre skimtes nederst i billedet elven, der løb langs den gylleoverrislede græsmark.   Til højre ses det vandløb jeg fulgte under opstigningen.

Jeg var nået ganske langt op, næsten i højde med de sneklædte tinder omkring mig, da jeg måtte konstatere at forholdene desværre var blevet for vanskelige, specielt på grund af den tiltagende mængde sne jeg måtte kæmpe med. Kunne den bære havde det ikke været noget problem, men den brast hele tiden under det tryk min velvoksne krop udgjorde, og det var svært at gennemskue hvad der lå nedenunder. 
Man kunne godt nok springe som en bjergged imellem de periodiske blotlagte klippestykker, men diverse vækster forhindrede afprøvningen af denne teori. På kortet måtte jeg tillige konstatere at jeg havde rundet en bjergkam vest om, i stedet for øst. Her var det en vanvittig tanke slog ned i mig. Hvorfor ikke skyde genvej over kammen. Det så vel lidt umuligt ud, da det sidste stykke var nærmest lodret klippevæg, men så måtte det blive dagens topforsøg på denne rute.
Inden opstigningen ville jeg snuppe et par billeder af de sneklædte toppe, selvom de delvis var indhyllet ind i tåge. Desværre måtte jeg bandende konstatere at kameraet strejkede. Det er efterhånden 19 år siden jeg købte det. Dengang var jeg kun en stor knægt, der på det tidspunkt som indkaldt CF'er, bistod det bornholmske folk med den ene mere farefulde og risikable hjælpeaktion efter den anden. 
Siden da har det altid virket, undtagen to gange hvor batteriet var gået fladt. Jeg har vist for øvrigt aldrig fortalt nogen, at min deling, personligt af byens borgmester, modtog en fortjenstmedalje for tapper og heltemodig indsats, under den frygtelige jule/nytårs snestorm 78/79. Men okay, vi gjorde jo kun vores pligt, og så er det desuden en helt anden, og ganske lang, historie.
Jeg masserede batteriet lidt, og tog kameraet ind under jakken. Måske kunne min forhøjede kropstemperatur være med til at afhjælpe problemet, så jeg på vejen tilbage kunne tage de ønskede billeder. Lettere irriteret begyndte jeg bestigningen, og efter ½ times umenneskelige anstrengelser, og ca. 100 m længere oppe strandede jeg under et udhæng, og kunne ikke komme videre. En alternativ rute længere mod vest kunne umiddelbart have bragt mig 25 m højere op, men det var umuligt at se om det havde gjort nogen forskel. Desuden skulle jeg jo også ned igen hvad der er betydeligt vanskeligere, og lægger et noget større pres på knæene. Heldigvis var skråningen fyldt med klippestykker af kraftig varierende størrelse, som nok skulle stoppe en hvis man fik overbalance.... |||8--(

Snegrænsen er endelig nået. Her var det kameraet begyndte at gøre knuder. Heldigvis var der en kur mod det.

Efter at have sundet mig i 5 min begyndte jeg nedturen, ikke af helt samme vej som opad, og et stykke nede ved siden af en stor klippeblok forsvandt skrænten pludselig under mine ben. I en brøkdel af et sekund summerede jeg tre ting op der nu ville ske.
Jeg kunne lande sikkert igen, jeg kunne havne i favnen på en bjørn der sov vinterhi, eller jeg kunne om nogle tusinde år blive udstillet på et museum for oldtidsfund med påskriften "Denne primat blev fundet på et øde frossent fjeld, fordi han ikke havde medbragt kompas, et tilstrækkeligt tidssvarende kort samt rigtigt personlig udrustning på søndagstur". 
Heldigvis skete det første, og lettere fortumlet og forslået fortsatte jeg den ikke helt trygge nedstigning. Jeg stødte atter til elven og nu fungerede kameraet på mirakuløs vis, og har gjort det siden. Efter den korte pause besluttede jeg at følge elven ned på den modsatte side, for senere eventuelt at kunne konstatere hvor jeg var gået forkert. Dog måtte jeg krydse elven, ligesom på turen op, adskillige gange, men uden den store dramatik. Da jeg nåede til det formodede sted var det umuligt at se nogen sti, men det havde jeg faktisk heller ikke forventet. Ruten så ikke ud til at være hverken sværere eller lettere at følge. Da jeg mere eller mindre frivilligt havde valgt en alternativ rute ned, eller også skete det bare helt automatisk, væltede problemerne ned over mig. Jeg måtte flere gange gå, eller rette kravle opad igen nærmest i siksak da jeg hele tiden stødte på afgrunde af forskellige urovækkende dybder. 
Jeg holdt en kort pause for at tage bestik af situationen, og opdagede et stykke glemt kvikklunsj i min brystlomme. Det hjalp lidt på humøret, dog kun indtil jeg til min store skuffelse erfarede at det ikke smagte af noget som helst. En massiv reklamekampagne på TV, havde ubevidst fået mig til at investere i dette stykke usmagelige kikse(t)chokolade. Var det mon fordi min slankekur omsider havde fået mig til vrage søde sager, eller er det tegn på begyndende hallucinationer forårsaget af den stadige pressen af kroppen under et vanskeligt og totalt udmattende fjeldcruise ??. I nogle få minutter bekymrede situationen mig faktisk. Var jeg i gang med et projekt jeg ikke kunne fuldføre ?? Var jeg blevet offer for min egen dumdristighed ??. Spørgsmålene tårnede sig op som i en anden amerikansk maratonserie.
Jeg var ude af stand til at tænke klart, og min hjerne kunne åbenbart ikke udnytte de hurtige kalorier det usmagelige stykke chokolade trods alt havde tilført kroppen.

Til venstre er nedturen bogstaveligt begyndt, dog fortsat uden bekymringer, da blev dette billede taget. Stående midt ude i det iskolde vand der overrislede de glatte klippestykker.         Til højre, er der øjenkontakt med det omtrent 10 tønder land store område, hvor jeg begyndte denne vanskelige ekspedition.

 Netop som jeg flakkede rundt og overvejede muligheden for at tilkalde en helikopter, hvilket dog var umuligt uden min mobiltelefon, fik jeg omsider øjenkontakt med bilen nede på marken. Jeg var kommet et stykke for langt mod vest, og lodrette vægge og stejle skrænter lå stadig som en uoverskuelig forhindring for mine fødder. Nu kunne jeg enten vende om, altså tilbage op og håbe på et mirakel, eller fortsætte den teknisk vanskelige nedstigning jeg var i færd med. Jeg valgte det sidste, og en halv nervepirrende time senere var jeg atter ved elven og på velkendt område. De resterende 100 m ned forløb uden yderligere dramatik.

Puuhaa. Så lykkedes det endelig. Den frelsende bil ses omsider, lige midt i billedet.

Tilbage ved bilen måtte jeg hjælpe det norske vejvæsen med at reparere overkørselen på en lille betonbro ved siden af, da jeg ved min ankomst tilsyneladende fejlvurdere dybden af kanten. Der skete dog ikke noget alvorligt med bilen, der til en afveksling bragte mig tilbage til Mongstad uden nævneværdige faretruende episoder.

Påskelørdag, dagen efter min formidable klatretur, stod jeg sent op (ca. 07.15), og grundet gårsdagens kolossalt store kalorieforbrug, spiste jeg et solidt morgenmåltid.
Kroppen havde det, til min forbavselse ganske godt, men min netop let styrkede psyke fik endnu et kortvarigt mindre knæk, da jeg dristede mig til atter at se på kortene fra gårsdagens tur. Jeg opdagede, at den sti jeg søgte faktisk lå 3-4 km længere mod nordøst. Så tror da pokker jeg ikke kunne finde den. En anden gang kan det vist godt betale sig at pejle området lidt bedre, også selvom det betyder nogle få km's ekstra kørsel. Efter et af disse sjældne stød under bæltestedet, trøstede jeg mig med at det kun satte min præstation på fjeldet yderligere i relief. 

Jeg havde ikke planlagt noget særligt i dag, så jeg kørte hen til det lokale supermarked for at indkøbe et par småting. Lørdagstumulten er åbenbart den samme heroppe som i Danmark, og var ikke blevet mindre af to netop passerede helligdage. Inde i butikken herskede totalt kaos, og køerne på de to kasser var alenlange. Jeg indsamlede hurtigt det nødvendige forråd, og stillede mig tålmodigt til at vente. Hvad pokker, jeg havde alligevel ikke andet at lave, og efter et kvarters tid, og umiddelbart idet jeg kunne øjne kassen, skete det sædvanlige når jeg er i supermarkeder på lørdage. En strimmelmaskine gjorde knuder, tilsyneladende den til kreditkortene. Ak ja, som jeg altid siger, kolde kontanter virker hvergang. I mellemtiden var jeg blevet lidt småirriteret på kunden bag mig. Jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor hun klæbede sin indkøbsvogn tættere og tættere på mig. Et ikke ukendt fænomen, og den uundgåelige kontakt med min bagdel, umiddelbart inden jeg skulle betale, medførte et forsigtigt ...åhh...unsjyld... Godt nok afviser jeg ikke en blid berøring af mine baller, bare det ikke er kanten af en kold indkøbsvogn. Jeg behøver vel næppe at uddybe emnet.

Jeg var åbenbart alligevel stået for tidligt op, for senere på eftermiddagen blev min søde slumren brat afbrudt af et hysterisk og sønderflængende kvindeskrig. Lew Harper, ...Private Investigator..., hed filmen, og skriget tilhørte en kvinde der blev udsat for en barbarisk tortur, med bla. glødende cigaretter. Inden jeg nåede at lindre hendes, og mine, pinsler via fjernbetjeningen, kom Lew Harper, i Paul Newman's skikkelse, mig i forkøbet. Med to velrettede skud strakte han den ondskabsfulde mand til jorden, netop som hans arbejde havde båret frugt. Kvinden var kort forinden bukket under for den ublide behandling, og havde afsløret hvor nøglen til pengeskabet lå (fantasifuldt placeret i en krukke... >8--]). Mandens assistent blev herefter indespærret i et klædeskab, og helteparret undslap i stor hast, ledsaget af en hidsig hvinen , i en belejlig tilstedeværende flugtbil.

Påskesøndag sov jeg mere eller mindre ubevidst længe, og droppede dermed tanken om et besøg i Stordalen. En række fjelde beliggende ca. 20 km nordvest for fredagens udskejelser, og dermed også en pæn lang køretur. 
Dog bød flimmeren ikke på det mest ophidsende program, så jeg besluttede at trave en mindre tur med udgangspunkt fra boligen. Vejret var overskyet, men tåleligt, så jeg gjorde klar til afgang. Jeg havde stadig problemer med maven og begyndende krillen i halsen, så hvis det gik helt galt kunne man hurtigt komme tilbage igen. Jeg startede med at krydse skråningen overfor boligerne og fortsatte på lykke og fromme, for senere at krydse hovedvejen, der på den anden side indeholdt bla. en lille sø samt en masse nåletræer. Området var ikke så kuperet, men nogen steder vanskelig fremkommeligt grundet sumplignende områder. En vandrestok, med to fastklamrende handsker, som ejermanden for længst havde sluppet, liggende mellem to tørvetuer, bekræftede at dette her var farligt område. Det kunne dog ikke skræmme en rutineret opdagelsesrejsende, og meget af tiden fulgte jeg de ægte nedtrampede dyrestier, hvilket adskillige ekskrementbunker også bekræftede.
Heldigvis var efterladenskaberne ikke af en dimension, der indikerede nogen risiko for at blive overrasket af en arrig og ophidset bjørn. Sporene var dog af og til ret store, så jeg spekulerede om der mon var nogle elge i området. Tina ville nok blive glad for et billede af sådan en lille fyr, in natura. Jeg så desværre ingen, men på et tidspunkt fik jeg forvildet mig ind i en bevoksning, hvor jeg fornemmede at være i umiddelbar nærhed af et eller andet klovbærende dyr. Den karakteristiske lettere ubehagelig lugt af hest, nåede mine let irritable næsebor, og da området, ved tidligere studier, ikke så ud til at indeholde nogen folde, kunne en konfrontation med et fremmedartet væsen være nært forestående. Desværre ledte min nysgerrighed, og håb om visuel kontakt med en anden livsform, mig dybere ind i skoven.
En masse grøfter indeholdende stillestående vand gjorde videre passage, og dermed mit ønske om at krydse en tværgående asfaltvej længere mod nord, til en illusion. Med lidt besvær tumlede jeg tilbage omtrent hvor jeg kom fra, og efter yderligere et par krumspring, stod jeg atter på hovedvejen. Jeg tog en sti tilbage mod bakken jeg var kommet fra. En alternativ rute, samt et par nysgerrige husejerøjne, fulgte mig over en stejl skrænt og fik atter min puls til at stige. Men jeg nåede dog til sidst op til et rør der formodentlig markerede det højeste punkt i dette område. Jeg vidste at der skulle være en asfaltvej der førte op ad bakken bag hytten, men inden jeg fandt den fik jeg forvildet mig ud i endnu en sump. Her begyndte et af mine hårdt prøvede knæ at gøre knuder. Jeg troede et kort øjeblik, at jeg i en fjern fremtid ville ende som mosefund i denne sump. Heldigvis aftog smerten hurtigt og jeg nåede en jordvej der efter 10 minutters gang førte mig på rette spor. Det var også begyndt at regne betragteligt, så drivvåd og udmattet nåede jeg tilbage til hytten. Et varmt bad kom ganske belejligt, og et hastigt blik på uret viste at jeg havde mast rundt i små 3 timer. Utroligt så hurtigt tiden går når man bevæger sig rundt i konstant livsfare.

Smukt landskab, et kort stykke vej fra min bungalows baghave.

Den føromtalte lille sø ligger her. Bemærk hovedvejen til Lindås og Knarvik oppe til venstre. Den førte mig ½ kilometer længere fremme til en af mine hyppigst besøgte dagligvarebutikker. Videofilm, slik,  lyst øl og meget mere, bare ikke rødvin, kunne fås der.

2 påskedag vågnede jeg med øm krop, og måtte under den rituelle morgengymnastik konstatere, at mit venstre knæ desværre var blevet overbelastet af de foregående dages strabadser, hvilket blot understregede sværhedsgraden af turene.
Det var blevet lettere stift, og lod til at indeholdt en mindre mængde ophobet væske. Måske var mit blod begyndt at blive for tykt, grundet mangel på opspædning af diverse velsmagende vine. Den planlagte tur til Stordalen besluttede jeg af samme grund at udsætte, men den løber jo heller ingen vegne. Vejret var tillige elendigt, og desuden ville være ærgerligt at køre 120 km hver vej, blot for at konstatere at knæet ikke kunne bære. Hvis benene kom i orden kunne jeg gøre det i næste weekend, tænkte jeg.
Det er vel overflødigt at fortælle at resten af dagen blev fordrevet på næsten traditionel vis, med flimmerkik, internetsurfing, læsning og andet nytteløst tidsfordriv.

Dermed blev den påske overstået, og arbejdsdagen tirsdag kom næsten som den rene afslapning. Er det ikke bare dejligt at have det sådan engang imellem ??.

Ellers vil jeg slutte for denne gang. Ha' det rigtigt godt alle sammen.

Aloha

B