Efter den lettere deprimerende påske, så jeg kun en udvej til at komme op af det dynd, al modgangen, de første par måneders udforsken af den norske natur havde budt mig. Jeg måtte for enhver pris til Åsana for at indkøbe et anseeligt kvantum rødvin. Jeg startede torsdag eftermiddag straks efter arbejdstids ophør. Jeg vidste ikke hvornår det lukkede, så for at forhindre endnu en skuffende oplevelse, startede jeg med at finde den eftertragtede butik. Kl. ca. 17.30 stod jeg foran døren, hvor et skilt angav lukketid kl. 18.00.

Efter denne taktiske genistreg var mit humør stærkt stigende, og fuld af optimisme betrådte jeg, den efter min fornemmelse, helt uvante butik. Vin og spiritus var udstillet i glasmontre til højre for indgangen, påmonteret de forventede svimlende prisskilte. En hurtig kalkule på den økonomiske konsekvens af en eventuel indvandring for mit vedkommende, medførte, at et uhyggeligt regnestykke begyndte at tage form i mit hoved.

25-30 flasker af 90-100,- kr. = 2250-3000,- kr.. pr måned !!. På et år 27.000-36.000,- kr. !!, og så efter skat..... ||8------------------Q

Gulp, siger jeg bare, hvis man så tillige ryger 20 smøger om dagen, skal yderligere afsættes knapt 1600,- kr. til månedsforbruget. I alt for drikkevarer og cigaretter 4000-5000,- kr. på månedsbasis, eller 48.000-60.000,- kr. om året !!!!.

En ganske pæn del af ens løn vil gå bare til at opretholde alkohol og nikotinbalancen i kroppen. Efter med stort besvær, at have fortrængt de rystende tanker der fløj gennem mit hoved, trak jeg et nummer, og ventede ca. 10 minutter før det blev offentliggjort på den store lysende digitaltavle over disken. Jeg kom næsten til at tænke på madkøerne i Rusland, dog var sortimentet her betragteligt større, og ventetiden betydelig kortere. Jeg havde umiddelbart spottet en kendt etiket i montren til 95,- kr., og bestilte 2 stk. Jeg ventede en rum tid til ekspedienten endelig vendte tilbage, blot for at meddele, at den desværre var udsolgt. Denne pludselige forhindring i min indkøbsplan forvirrede mig totalt. Endelig var man nået velbeholdent frem til en længe savnet forretning, og så var mit førstevalg udsolgt. Roen bredte sig atter da vi sammen studerede udvalget i kataloget, og jeg endte med at stikke af med 5 flasker. 1 stk. Campo Viejo 1993 a' 101,50 kr., 2 stk. Campo Viejo 1995 a' 84,10 kr. samt 2 stk. J.P. Tinto a' 68,00 kr.. Den dyrebare last, i alt 405,70 kr., blev diskret og omhyggeligt pakket i min rygsæk og senere gemt i bilens bagagerum. Jeg ville lige se mig lidt omkring inden jeg vendte snuden hjem. Jeg traskede igennem et nærliggende interessant indkøbscenter, hvor jeg blandt andet overværede det meste af en taekwondo opvisning, med dansk tale. Sensei var åbenbart en landsmand af oprindelse, og kommanderede myndigt med de 9 unge atleter. Jeg kom naturligvis til at tænke på min egen tid som orientalsk kampsportsudøver. Tænk at stå foran prøven til det sorte bælte, og så springe fra fordi det var blevet for kedeligt. Efter denne gransken af min blakkede fortid traskede jeg videre, og måtte, grundet voldsom væskeophobning og i strid med mine principper, opsøge et af de utallige betalingstoiletter der findes i dette land. Besynderligt nok var prisen her for et besøg kun 1,- kr.. Det var lige før jeg overvejede at udnytte beløbet til fulde, men da trangen til et længerevarende besøg ikke umiddelbart var til stede, besluttede jeg at vente til en anden god gang. 

På vejen hjem, blev en ellers tilsyneladende ny rekord i tilløb til uheld, nemlig 0, under kørsel i Norge desværre spoleret af en rigtig møver. Han ville i rundkørselen, umiddelbart inden Knarvik, spare ca. 1½ sekund. Han forventede åbenbart at jeg ville foretage et u-sving, selvom jeg skulle ligeud, for en distance på sølle 25-30m. Sikke en idiot. Netop som vores sidespejle var tæt på et rendezvous, fik jeg øjenkontakt med et målløst og fornærmet ansigt. En meget sjælden lyst til udøvelse af voldelig adfærd, fra min side, blev heldigvis stoppet da vi ikke skulle samme vej. Tilbage i hytten gjorde en flaske rødfarvet drik godt den aften. Desværre vågnede jeg med en solid hovedpine dagen efter. Utroligt så hurtigt kroppen bliver afgiftet, og dog ved nærmere eftertanke, også en let beroligende konstatering. En flaske af samme mærke, konsumeret med samme hast ca. 14 dage efter, affødte overhovedet ingen bivirkninger. Desværre har min, efter norske forhold, sjældne investering forårsaget et nyt alvorligt problem. Nu har jeg bevist at jeg kan overleve en lang periode uden vin. Nu skal jeg desværre også bevise, at jeg kan have vin indenfor rækkevidde i lige så lang tid, uden at røre den....  >8--Q

En ganske stor udfordring, som jeg nok venter en rum tid med at efterprøve.

Søndag d. 19 april, stod jeg atter tidligt op. Den usikre tilstand for mit venstre knæ var væsentligt forbedret, så den længe planlagte tur til Stordalen stod dermed foran sin begyndelse. Der gik ikke mange sekunder den morgen, før jeg observerede en tæt tåge så langt øjet rakte. Et blik på termometret viste ca. 0° C. Det var ikke godt, da jeg på denne ekspedition havde forhåbninger om nogle flotte udsigter over en masse fjelde, hvoraf jeg naturligvis ville stå på toppen af det højeste. En kort tvivlen blev afløst af det fakta, at vejret kan være meget forskelligt selv på korte geografiske afstande, og ændrer sig nærmest fra minut til minut. Jeg pakkede tøj og andet udstyr og ca. 07.30 kørte jeg af sted. I modsætning til tidligere var alle nødvendige indkøb og benzinpåfyldninger overstået dagen før, så på det område skulle jeg ikke overraskes igen. Rimtågen fortsatte desværre, også da jeg passerede Knarvik for at køre mod nord. Et lille lyspunkt var dog at det lykkedes mig at mobbe en langsommelig bilist væk fra vejen og ud på en holdeplads, for derefter atter at tro han kunne følge mine baglygter. Det var en helt utrolig følelse, da det for det meste har været mig der har sinket trafikken, specielt fordi jeg kikker mere på naturen end vejene. Jeg synes ellers ikke 80-90 km er specielt hurtigt, og jeg holdt da en passende afstand til hans kofanger. Han kunne umuligt køre langsomt for at nyde udsigten, da sigtbarheden på det tidspunkt næppe var mere end 25-50 m. Men tåge har nogen af dem åbenbart respekt for, eller også var han ligesom mig, en famlende fremmedarbejder. 

Så tåget var det den morgen. Det er Knarvik der anes i horisonten.

På vej mod Stordalen. Tågen er, som det tydeligt ses, heldigvis lettet.

Gensynet med den 5 kilometer lange tunnel, og slipstrømmen fra de modkørende biler var så voldsom, at vejret på den anden side af tunnelen næppe var meget bedre, og dermed ikke så ud til at ændre sig som med et trylleslag når jeg atter ville se dagslys. Men det gjorde det. Ud af tunnelen og klart vejr, som hævede mit humør i takt med bilens niveau, da det nu for alvor begyndte at gå op ad bakke. Jeg stoppede på toppen, ved en turistinformation, for at strække benene inden det atter gik nedad mod en ny tunnel. 
Foruden informationstavlen var en toiletbygning opstillet, hvor afbenyttelse tilmed var gratis. Efter den korte pause gennemkørte jeg den ca. 4 kilometer lange tunnel inden jeg nåede byen Matre. Denne bestod det meste af vejen en 8 % nedkørsel. I 5 gear, og uden at betjene nogle pedaler, steg hastigheden til ca. 120 km/t, før jeg blev nødt til at bremse i et skarpt sving ved enden af tunnelen. Afkørslen umiddelbart efter mod Stordalen, var smal og kringlet. Her kørte jeg for første gang på veje anlagt på terrasser, og naturen var rigtig flot. Vejret var rimeligt, delvist overskyet men solen tittede da af og til frem. Heldigvis var trafikken let så det gik rimeligt hurtigt med at komme frem. Da jeg, ifølge det medbragte uundværlige kort, var ved at være fremme det forventede sted kom jeg atter i tvivl. En nedkørsel til to blå containere så ud til at være fjeldstuen i Stordalen, men passede vist ikke rigtigt.

Belært af turen til Modalen kørte jeg videre, og ti minutter senere fandt jeg det rigtige sted. Knap 2 timer og 112½ km senere, parkerede jeg bilen ved en campingplads, og startede dagens vandring videre ned af en smal asfaltvej hvor fjeldstuen lå. Min ønske om at afslutte, en forhåbentlig succesfuld vandretur, med en kop frisklavet skoldhed kaffe blev forpurret, da et skilt på indgangen angav stedet midlertidig lukket grundet ombygning og renovation. En masse affald og byggematerialer understregede tillige denne triste meddelelse. Jeg luskede lidt omkring blandt de sparsomme beboelser i området, og fandt det sted hvor stien så ud til at begynde. Jeg konsulterede et par små piger om de kendte noget til nogle stier. Et par gamle træskilte i umiddelbar nærhed, angav tilsyneladende to ruter i hver sin retning. De svarede småfnisende og lidt uforstående at det vidste de ikke, og den lidt anstrengte samtale endte med, at jeg kunne da bare følge sporene så længe det var muligt. Jeg fulgte de der pegede hen langs dalen, og lidt længere fremme så jeg omsider hvordan turist stier er afmærket. 
Et stort rødmalet T er placeret på store sten, eller opsætninger af mindre, for hver ca. 50 m. Der lå dog stadig ½-1m sne men den bar rimelig godt, og spor efter ski, hunde, og andre fjeldfarerer var tydeligt afsat og derfor lette at følge. Aftryk af poter, så store som var de fra en Tyranusaurus Rex, antydede tilmed, at en længere tø periode atter var afløst af frost. Jeg nåede en mindre sø hvor diverse aftryk fortsatte i lige linie hen over isen. Dem havde jeg dog ikke lyst til at følge, men rutemærkerne var desværre forsvundet. På den anden side fandt jeg atter stien, efter en problemløs forcering af en klippebelagt gangbro, hvor søen blev forvandlet til elv. Her var videre fremfærd besværlig uden snesko, som var det eneste jeg glemte at medbringe denne dag.

Jeg stred tappert videre men sank hele tiden igennem, selvom jeg uden problemer kunne følge afmærkningen af stien. Men jeg fik da æren af at indvie vandresæsonen i dette område. Da der nu kun var gået knap en time, nægtede jeg simpelthen at vende om. Endnu en skråning rejste sig foran mig til venstre for stien, og så ud til at kunne bestiges med en vel efterprøvet zig-zaggen opad. 
Herfra kunne man forhåbentlig komme videre til de nøgne klipper endnu længere oppe. Endnu engang startede jeg en farlig og fysisk umenneskelig optur, af en stejl skrænt med usikker sne og løse klippeblokke. Der så dog ikke ud til at være nogen umiddelbar fare for lavineskred, så det hjalp lidt på optimismen. Efter endnu en teknisk flot bestigning nåede jeg et mindre plateau der førte videre op til den næsthøjeste kam. Dette stykke var ikke så svært at færdes på, men da afgrunden var rimelig dyb sørgede jeg så vidt muligt for, at have buske og træer mellem den, og mine efterhånden trætte ben. Jeg nåede hurtigt op på et fladere plateau med lav bevoksning, afvekslende med sneområder af tvivlsom bæreevne. Til min store overraskelse så jeg en sti markeret med de røde T'er, løbe hen over den brede fjeldkam. Det måtte være den anden sti som jeg ved starten af turen havde set angivet på skiltet. Dog var den delvis dækket af sne og det var svært at gennemskue hvor farbar den var. Jeg fulgte den tilbage mod vest, og ved den uundgåelige passage af de større sneområder holdt jeg mig til de arealer hvor toppen af småbuske og andre forhåbentlige lavere vækster stak op af sneen. Til sidst fandt jeg da også stedet hvor den så ud til at komme op af fjeldsiden. Der var ret stejlt og meget sne, så ingen andre havde tilsyneladende betrådt stien denne sæson. Derfor besluttede jeg at tage samme vej tilbage selvom den var noget besværlig, i stedet for at eksperimentere med alternative ruter. I stedet rettede jeg blikket længere mod øst hvor to højtliggende punkter lå umiddelbart indenfor rækkevidde. Dem satsede jeg på at bestige, da jeg derfra tilsyneladende kunne tage nogle fine billeder. Mod vest trak nogle mørke skyer dog sammen og truede med snevejr, men solen skinnede ind imellem, og sammen med sneen gjorde den brug af mine nyindkøbte solbriller periodisk påkrævet. På vejen op begyndte det at sne, og da vinden samtidig tiltog i styrke måtte jeg iføre mig en ekstra trøje samt min medbragte balaclava, for at kunne holde varmen. Situationen var dog ikke livstruende da det tilsyneladende så ud til at være en mindre byge, og 10 minutter senere aftog den også.

Sådan ser de minsandten ud. Afmærkningerne af stierne.	Genvejen over søen så fristende ud. Heldigvis lod jeg være.

Til højre i billedet ses toppen jeg gerne ville stå på.  Vejen derop var til gengæld lang og vanskelig, selv om det ikke umiddelbart ser sådan ud.

Jeg nåede toppen, og gjorde klar til at fotografere det flotte view, da kameraet minsandten igen nægtede at fungere. Jeg behøver næppe at fortælle hvor rasende jeg var. Ud med batteriet til opvarmning under armhulen, afhjalp heldigvis problemet. Efter en halv times tid, og 10-15 billeder, opstod den hidtil farligste situation jeg endnu har været ude for. I samme øjeblik jeg stod og betragtede en stejl afgrund et par meter fra mine fødder, og tænkte at det ville nok ikke være så smart at skvatte her da det nærmeste træ der kunne stoppe ens fald stod ca. 75 m længere nede, tabte jeg kapslen til den cola jeg var i færd med at tømme. Rent refleksmæssigt, og miljøbevidst som man er, ville jeg gribe kapslen, med det resultat at jeg nær havde mistet balancen. Det lykkedes dog at stoppe kapslen med foden, så jeg slap for at hente den op igen. Det ville praktisk talt også have været en umulig, og meget dumdristig klatretur at begive sig ud på. Lettere chokeret besluttede jeg at vende snuden om, og kæmpede mig atter tilbage til det sted hvor jeg omtrent var kommet op. Et medbragt æble blev nydt på et klippekant, hvor et billede af mine støvler med den dybe slugt som baggrund, afsluttede mit besøg på toppen af dette fjeld. Da jeg rejste mig tabte jeg mine solbriller, men de blev heldigvis liggende på den afsats jeg støttede mig til, så jeg kunne forholdsvis let bjerge dem. Solen var nu blevet så skarp, at de i allerhøjeste grad var påkrævet under min forestående nedstigning, da var mine øjne var begyndt at svide ganske betænkeligt.

Så flot var udsigten fra den føromtalte top, med sine flotte kontraster forårsaget af det kortvarige uvejr.

Turen ned gik som forventet. Efter 5-10 minutters famlen rundt fandt jeg det lille plateau jeg kom op ad, og efter yderligere ½ time, og adskillige snetunge skridt senere, stod jeg atter på stien for foden af bakken. Jeg valgte at følge elven ned til asfaltvejen, hvor jeg var passeret knapt 5 timer forinden. Vandstanden var ganske moderat, og det så nemt ud da der var masser af klippestykker at færdes på. Vejret var stadig klart, og det var efterhånden blevet ganske lunt, så efter en lille times tid, og et par risikable krydsninger af elven senere, nåede jeg næsten helt ned til vejen. Jeg tog et velfortjent udstrækning på nogle flade lune klippestykker, og nød det gode vejr et kvarters tid, inden jeg fortsatte ned til isflagerne der lå hele vejen omkring søen. Jeg fulgte den klippebelagte søbred næsten helt tilbage til parkeringspladsen. Mine efterhånden habile opøvede evner som springende bjergged, kom mig til god gavn den halve time den afsluttende del af turen tog.

Til venstre holdes et velfortjent hvil efter en lang og anstrengende tur. Til højre, under hjemturen, viser naturen atter tænder. Her var jeg dog heldigvis beskyttet mod yderligere overlast af bilens tørre og varme indeklima.

Kl. 16.15, ca. 6½ anstrengende time senere stod jeg tilbage på parkeringspladsen. Et hurtigt kik i bakspejlet, ind i et par svidende røde blodskudte øjne, bekræfte den massive lyspåvirkning de havde været udsat for. Godt jeg havde husket solbrillerne den dag. Før jeg startede den lange hjemtur studerede jeg atter engang kortet, og konstaterede at jeg ville passere en foss på vejen tilbage. Da jeg nåede stedet var jeg nær kørt i afgrunden i et af de mange kringlede sving, fordi jeg absolut skulle nyde synet af fossen, samtidig med at styre bilen. To svært uforenelige ting i dette land. Under den resterende velkendte del af køreturen efter min opslidende udflugt, fik min fantasi dog pludselig frit løb. Det kunne være dejligt, ved hjemkomsten, at blive mødt af en tjenestevillig kvinde bevæbnet med en flaske massageolie samt et par udholdende hænder, og som prikken over i'et, et efterfølgende langt varmt karbad. Pludselig kom jeg i tanke om ugens tidligere proviantering, og straks lød en flaske rødvin, et par classic melbytoast, samt kaffe og kalorielet yoghurtis, som en ikke helt ringe erstatning for den umiddelbare foretrukne, men desværre praktisk umulige, løsning.

Optakten til PKS årlige Lagåndsamling, der skulle afvikles d. 23/24/25 april, var ikke for god. Aftenen forinden, havde et slapt dansk landshold tabt til det norske tredjehold med 0-2. Jeg havde pralet, faktisk lige siden jeg startede heroppe med, at skulle Danmark tabe på hjemmebane for første gang i adskillige år, skulle der et anderledes klassemandskab end det norske til at true denne flotte statistik. Udsigten til massiv mobning var det første jeg tænkte på da vækkeuret næste morgen ubønhørligt ringede kl. 05.30. De fleste af deltagerne skulle med toget kl. 07.42 fra Arna, til byen Ål, beliggende ca. 20 km øst for Geilo. En togtur på omtrent 3½ time, samt udsigten som bænkevarmer i et kursuslokale resten af dagen, fik mit helbred til at skrante. Jeg bed dog i det sure æble, og kørte af sted den time det varede at nå til Arna station. Det kunne trods alt blive en flot tur hen over Hardangerviddaen. Sæderne i toget var rimelige, de kunne lænes tilbage som i et fly men manglede støtte til lænden, der skulle på en hård opgave de næste dage. Turen blev heldigvis, som håbet, et fantastisk flot syn. De høje fjeldsider og sneklædte tinder lå badet i solskin næsten helt til Finse. En by der ligger 1222 m.o.h., og er dermed Norges højst beliggende jernbanestation. Undervejs havde jeg dog haft et par mindre behagelige oplevelser. Damen der betjente den rullende kiosk, samt konduktøren, blev efter en kort hånen enige om, at siden jeg var dansker måtte jeg hellere få en kop gratis kaffe som trøst. I stedet betalte jeg for en avis, hvor den med danske øjne, triste overskrift var:

"Dejligt at være norsk i Danmark",

"Danmark - Norge B 0-2".

Og så var det desværre ikke engang løgn.

Mit første toiletbesøg i det urolige tog medførte, at jeg fik skubbet en halv rulle papir ned i kummen, inden jeg fik trukket ud. Heldigvis var det et "lille" besøg, så det blev klaret nogenlunde smertefrit. Anden gang gik det værre. Hjørnet af min jakke fik forvildet sig ind i strålen, da toget passerede en skinnesamling lagt af et par berusede jernbanearbejdere, hvilket afstedkom en ganske synlig fugtig plet. Nu var gode råd dyre, og mens jeg forsøgte at slette det uheldige spor med en lynvask, røg mine solbriller samme vej som den føromtalte rulle toiletpapir. Atter engang måtte jeg fiske rundt i en ikke udskyllet kumme. En grundig afvaskning, samt efterfølgende tørring af jakken med den indrettede varmeblæser, efterlod mig på overfladen lige så intakt, som da jeg startede det lidt specielle toiletbesøg.

Ca. 11.15 nåede vi omsider til Ål, hvor en bus efter ca. 20 minutters kørsel bragte os frem til hotellet, hvor vi skulle være til lørdag formiddag. Planen var 1½ dages orientering, kursus og diverse indlæg , vedrørende hele PKS organisationen. Derfor var, foruden ca. 35 nordmænd fra hele landet, også fremmødt to danskere samt et par svenskere.

En happening, sent fredag eftermiddag, skulle afslutte den obligatoriske del af opholdet. En gruppe skulle lørdag formiddag på langrendstur, en anden skulle løbe alpint i Geilo, og den tredje, som jeg tilhørte, skulle retur til Arna og Bergen med de norske statsbaner.

En ganske god gang middagsmad torsdag, indledte en jævn kedelig eftermiddag der blev afrundet med en gruppeopgave, der slutteligt medførte en køretur i kane rundt i et nærliggende skovområde. Det huede mig ikke rigtigt, da jeg ikke havde medbragt tøj til udendørs brug, så jeg blev lidt negativ da jeg fik oplyst at turen ville tage ca. 1 time. Halvgnaven satte jeg mig op hos kusken bag et par svedende og ildelugtende heste, men heldigvis skulle vi kun et kort stykke hen til en underlig ubestemmelig form for hytte, hvor et knitrende bål, samt et par glas lun gløgg, der foruden at påføre mig en overraskende svimmelhed, gjorde det muligt at holde varmen resten af det halvkolde udendørsophold. På vejen tilbage kæmpede de stakkels heste så bravt med deres tunge last, at en gulerod til hver havde været på sin plads. Desværre er det ikke noget jeg normalt bærer rundt på, så jeg bad kusken om at give dem en hver fra mig, som tak for god indsats.

Vi nåede tilbage til hotellet kun 20 minutter før der skulle være samling i baren, inden den velfortjente, og efterhånden godt tiltrængte aftenbespisning. Lidt vand i hovedet samt en lynomklædning, var mine sparsomme forberedelser. Man kunne ikke engang nå at tage et bad. Utroligt så presset programmet var den dag, men udsigten til at spise sig stopmæt for første gang i 3 uger, siden relanceringen af min slankekur, holdt dog modet oppe. Da jeg nåede op til baren var de fleste allerede fremmødt, og næsten alle sad med et glas øl. Jeg spekulerede på om man automatisk fik tilbudt en, men da et par af deltagerne havde pungen fremme ved disken, var det vist kun ønsketænkning. Men pyt, jeg var nu mere sulten end tørstig, så ca. kl. 19.30 satte vi os til bords, med opdækning til lidt af hvert. Jeg glædede mig utroligt meget. Endelig kom belønningen efter en lang dags jævnt kedeligt slid. Forretten var rejecocktail, der kun fremprovokerede en endnu værre sultfornemmelse, da den smagte aldeles fremragende. Strudsebøf, der var dagens hovedret, blev serveret på tallerkener så store som toiletsæder, så det lovede godt. Tilmed smagte den aldeles glimrende, nærmest som en rigtigt god kvalitet oksekød. Jeg overdrev ikke portionsstørrelsen, da fadet sikkert ville gå rundt et par gange mere. Rødvinen, der var fransk, smagte som de fleste af den slags væsker udmærket, men efterfyldningen var ikke så hyppig som man kunne ønske. Specielt i betragtning af, at det på daværende tidspunkt var ca. 3 uger siden, jeg sidst havde smagt beskedne 0,25 l, af denne type fortræffelige drikkevarer.
Netop som jeg havde afsluttet fortæringen af første portion, og begyndte at få en svag mæthedsfornemmelse, måtte jeg til min store forfærdelse konstatere, at tjenerne nu begyndte indsamlingen af tallerkenerne. Den første indskydelse var i hast at hamstre nogle kartofler, der i stort overtal stadig fandtes på bordene, men det ville ikke gavne mit, med en enkelt ældgammel men ikke helt uvæsentlig undtagelse, uplettede ry med hensyn til god og velopdragen bordskik. Modstræbende måtte jeg fravige denne umiddelbare nødløsning. Men okay, det kunne være desserten kunne rette op på skuffelsen, og indrømmet, jeg var trods alt et godt stykke vej fra at lide sultedøden. Desserten var lykkeligvis en af mine gamle favoritspiser, is. På afstand så det ud til at være nogle velvoksne stykker, men ved nærmere eftersyn gik den frygtelige sandhed op for mig. De var trickskåret, et udtryk jeg opfandt ved samme lejlighed, nemlig som lagkagestykker lagt modsat, og var dermed kun halvt så store som først antaget. Af frygt for ikke at virke grådig, måtte jeg tage til takke med dette ene papirtynde stykke, og trøstede mig med at det i det mindste var godt for min slankekur. Jeg så ingen andre spise to stykker, så det var nok ikke kutyme på dette hotel at sende folk mætte fra bordet. Gad vide hvad de gjorde med resten af den mad, de i bunkevis bar tilbage til køkkenet hele aftenen.
Efter den fortræffeligt velsmagende, men desværre alt for sparsomme bespisning, var der samling til hyggemusik i baren. En medbragt kop kaffe, uden cognac desværre, afrundede aftenens menu. Efter en halv times tid, og tilsyneladende ingen udsigt til en stribe velfortjente drinkbilletter, gik jeg sulten og træt tilbage på værelset, hvor et jævnt kedeligt afsnit af X-files, blev det sidste jeg så denne lange dag.

Næste morgen var jeg forbavsende nok ikke særlig sulten på trods af et overdådigt, ta' selv morgenbord, der ellers kunne have opvejet den foregående dags sparsomme kalorieindtag.

Allerede kl. 09.00 startede dagens præsentationer. Nogle enkelte var interessante, men rokkede ikke ved den kendsgerning, at den blev temmelig langsommelig at komme igennem. Efter endnu en fortræffelig velsmagende gang middagsmad, fortsatte vi planlagt programmet til kl. 16.00. Derefter var der samling af de forudbestemte grupper for planlægning og løsning af opgaven, til resten af eftermiddagens obligatoriske underholdning. Skuepladsen på dette års samling skulle være hotellets lune svømmebassin. Alle hold fik tildelt hver sin synkronsvømningopgave, som efter den udpegede dommers godkendte udførelse skulle kombineres med en fri øvelse. Dommeren, samt hans notater, fik dog halvvejs i arrangementet en ufrivillig dukkert, hvorefter han af gode grunde opgav yderlig skriftlig bedømmelse af opgavernes udførelse. Vores gruppe var udklædt som romerske badene, og alle gruppers optræden gik da også ganske godt. Hele forestillingen var forbi ca. kl. 18.00, hvorefter resten af tiden inden aftenens festmiddag var til fri disposition. Så kunne man da heldigvis nå at få et tiltrængt hvil på værelset, inden der atter var samling kl. 19.30.

Denne gang fik jeg dog et mindre chok da jeg mødte frem i baren, uden mit ellers så flotte grisebroderede slips !!. En hurtig øjenflakken rundt i lokalet, fra mit tomatrøde ansigt, sporede kun enkelte undtagelser. De få der ikke havde slips, var til gengæld iført, i forhold til den lapsede danske vikar, en ganske nydelig tidssvarende beklædning. Nå hvad pokker, jeg havde i det mindste afmonteret de klassiske joggingbukser, så det blev hurtigt glemt. En lodtrækning afgjorde, i modsætning til aftenen før, vores placering ved bordet.
Denne gang skulle vi ovenpå til et lidt trangt lokale for et sluttet selskab, med dæmpet blid klavermusik i baggrunden. Heldigvis var denne aftens menu selvbetjening af diverse lune retter, så for første gang i hotellets historie, blev en af de rummelige tallerkener fyldt til randen af en lettere udsultet gæst. Spisningen skred frem efter planen, og mit rødvinsglas blev jævnligt spædet op. En masse taler og andre irriterende afbrydelser, forhindrede mig dog i at prøvesmage det kolossale udvalg af desserter, men det var måske kun godt, da jeg endelig var blevet stopmæt efter de tre første portioner. En del vitser, præsenteret som når man holder taler ved de fleste fester i Danmark, blev afløst af en lykønskningsceremoni til ære for PKS leder, tyrkeren Tugrul Muftuoglu. Han var ca. en måned forinden fyldt 50 år, og for at markere dette blev vi alle udstyret med et tændt fyrfadslys og en sang. Derefter stillede alle i en rundkreds langs væggene, og fremførte gående sangen, mens vi efter tur satte lyset i en bakke, foran den efterhånden temmelig rørte æresgæst. En utrolig smuk gestus, der faktisk gjorde mig helt bevæget. Det må være sådan man fejrer den slags begivenheder betydeligt længere sydpå. Efter yderligere et par vitser, taler, præsentation af nyeste medarbejdere, andre morsomme indslag, præmieuddeling og adskillige tørre skåle for mit vedkommende, blev der kaldt til kaffe, og denne gang cognac, i baren. En muntert ment forespørgsel fra min side, om der mon hørte et glas cognac til hver kop kaffe man drak, blev lattermildt afkræftet af min sidemand. Lidt humor har de trods alt.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at den konsumerede vin havde gjort sin virkning på mit ellers lidt generte adfærdsmønster. Jeg spurgte lidt senere, da der mod forventning stadig ikke var dukket nogle neonfarvede taloner op, vores receptionist, om der mon hørte frie drinks med til dette arrangement. Det lovede hun straks at undersøge, og lidt senere, efter at rødmen for anden gang den aften havde fortaget sig fra mit ansigt, blev der modtaget bestillinger fra barens personale. De havde dog nær overset mig, hvilket havde været ganske uretfærdigt, da det faktisk var på mit initiativ vi fik denne overraskende bonus. Jeg bestilte en Four Roses, og blev lettere paf, da glasset indeholdte hele 4 cl. af denne styrkende og livsbekræftende drik.

Mine smagsløg blev nu for alvor pirret og det smagte efter mere, meget mere. Desuden kunne det faktisk være sjovt at checke prisniveauet på spiritus dette sted, hvis man en anden gang skulle droppe, ..mæt.. , forbi. Jeg bestilte atter en whisky, denne gang en Jack Daniels, da den til min store overraskelse kun kostede 60,- kr. Nu skulle sortimentet rigtig prøves af. En Kahlua, Whisky, Baileys, samt en Black Russian var kun en del af menuen, og den kvindelige bartender blev da også sødere og sødere. Desværre var hun ikke interesseret i at få mit værelsesnummer, men det kunne selvfølgelig også være hun var kæreste med hovedpersonen i aftenens enmandsorkester, som efter min mening lignede en "homse", som man benævner denne befolkningsgruppe heroppe. 90% af hans repertoire bestod nemlig af Elton John numre, hvilket yderligere underbyggede denne, egentlige ligegyldige, teori. Han fortolkede dog musikken på glimrende vis, dog lidt for højt efter min smag, da de fleste gæsters tungebånd i den løsslupne stemning, rigtigt var kommet på gled. Af gode grunde husker jeg ikke hvad tid jeg vaklede tilbage til mit værelse, men havde det dog ganske godt dagen efter.

Et par billeder af hotellet, og de nærmeste omgivelser blev det da til inden afgang efter et solidt morgenmåltid. Desværre ydes den kønne natur ikke fuld retfærdighed grundet en generende tåge, der desværre holdt stand under hele hjemturen. Bemærk den fristende svømmepøl i forgrunden.

Efter endnu et velassorteret og tillokkende morgenbord, for dem der var eventuelt stadig skulle være sultne, var der afgang med bussen til Ål station kl. 10.00. Efter små 25 minutters kold og klam venten, rullede vores tog endelig ind på perronen, og kl. 10.57 startede en flot, men desværre noget tåget og diset køretur, tilbage til Vestlandet. Men jeg fik da knipset en hel rulle film, plus et par stykker af en ekstra jeg heldigvis havde medbragt. I min iver for at fotografere, og nyde udsigten, var jeg lige ved at køre forbi mit afstigningssted. Af en eller anden grund var jeg ikke opmærksom på at vi faktisk pludselig var nået til Arna, hvor jeg havde parkeret bilen et par dage forinden. Det skyldes nok at de andre jeg sad sammen med skulle helt til Bergen, og derfor var ganske afslappede på det tidspunkt jeg vendte tilbage til min plads. Jeg havde tilbragt den sidste time i serveringsvognen, men da min bagage heldigvis kun bestod af en rygsæk samt mit kamera, kunne jeg hurtigt løbe hen til døren og springe af toget i tide. Køreturen tilbage blev til en afveksling udramatisk, og resten af weekenden tog jeg en velfortjent slapper uden de helt vilde udskejelser.

	I modsætning til udrejsen, druknede udsigten til Hardangerviddaen på hjemrejsen desværre i tågedis.
	Der var livlig langrendsaktivitet i de fleste højtbeliggende områder den dag.

Jo længere væk toget bevægede sig fra Hardangerviddaen, desto mere klart blev vejret.