Mongstad 02/03-06-1998.

Beretning no. 7.

Davs igen alle.


Kristi Himmelfartsdag var desværre også en fridag. Atter engang skulle min fantasi hjælpe mig til at få endnu en dag til at gå, nu jeg ikke kunne få lov at arbejde. Det, efter min mening, primære formål med deportationen til dette fremmede land. Jeg valgte derfor den dag at gøre Byrkjefjellet færdigt. Jeg ville bestige den top på 1046 m.o.h. der lå tilsyneladende ganske nær den 996 m.o.h. top, jeg havde besejret fredagen forinden, men grundet tidsnød var blevet tvunget til at opgive. Efter den rutineprægede pakning af udstyr og nødvendig proviant, startede jeg fra basecampen ca. kl. 9. En gabende kedelig køretur bragte mig på rekordfart frem til parkeringspladsen, hvor dagens ekspedition skulle begynde.

Efter en hurtig omklædning startede jeg opstigningen kl. 10.35. Temperaturen var de sidste dage faldet ganske drastisk, og der lå da også nyfalden sne næsten helt fra starten, som gjorde opturen til det synlige toppunkt fra parkeringspladsen mere besværlig end forventet. Adskillige gange gled jeg på det fedtede og usikre underlag men efter passage af de efterhånden velkendte klippefald, buske, græsskråninger og andre irriterende forhindringer, nåede jeg frem efter ca. 1½ times hastighedskontrolleret klatring. En berømt norsk polarfarer havde via en interessant artikel i et vildmarksudstyrskatalog, påpeget hemmeligheden til den bedste udnyttelse af sine ressourcer ved anstrengende færdsel i naturen. Nemlig en så sparsom påklædning, at man hele tiden er på nippet til at fryse. Da jeg næsten hele vejen op var færdes på læsiden af fjeldet, var det derimod på det øverste plateau nødvendigt at iføre den medbragte fiberpels samt hue og handsker, da der heroppe blæste en aldeles kraftig og kold vind. En del sne samt tilhørende smådriver vidnede om en nyligt overstået snestorm her på toppen, og med bekymrede miner startede jeg den farlige tur henover plateauet mod den øverste kam.

Jeg startede med den nærmeste sandsynligste vej til toppen af kammen, men de første to topforsøg efterlod mig, til min store ærgrelse, strandet halvvejs oppe på usikre stejle, sneglatte og enkelte isbelagte klippeskråninger. Et par store snedriver nedenunder kunne måske afbøde et eventuelt fald, men det havde jeg ikke megen lyst til at benytte som en eventuel redningsplanke, for retfærdiggørelse en totalt hovedløs videreførelse af dette forehavende.

Smukt udsigt på vej op.
Nederst i billedet til højre ses den sø jeg passerede undervejs på min mislykkede ekspedition til Fotasperrnuten.

I stedet måtte jeg følge en besværlig snedækket rute helt hen til den vestligste del af kammen, som godt nok ikke var særlig stejl, men foruden at være pænt dækket med sne, blæste der her nærmest en orkanagtig vind, der afkølede min overanstrengte krop med voldsom hast.

Her så videre opstigning derimod ud til at kunne lykkes, så efter et par risikable forceringer, delvist i læ, kom jeg endelig op på den øverste del af kammen hvor de sidste meter hen til toppunktet ikke bød på de store forhindringer. Her var også pænt fladt, men koldt og blæsende som bare pokker. Klokken var nu ca. 13, og vejret var delvist skyet, mens en skarp sol periodisk ubønhørligt skinnende og havde gjort brug af solbriller strengt nødvendig under det meste af opholdet på fjeldet denne dag. Et stykke chokolade jeg havde medbragt helt fra Danmark, og som planlagt skulle nydes når jeg engang nåede en top over 1000m, blev hastigt fortæret, da der ikke var meget læ nogen steder heroppe. Jeg skyndte mig at tage de sædvanlige fotos inden kulden ville få bugt med mig, og efter kun 20 minutters ophold på turens mål, måtte jeg skyndsomst søge ned fra denne ugæstfri bjergtop. Heldigvis kunne jeg følge sporene i sneen tilbage, så efter yderligere 1 times kold, skiftevis mindre op og nedstigninger, var jeg tilbage på den østlige side af fjeldet og kunne dermed afføre mig det ekstra tøj, inden den rutineprægede nedtur.

Til venstre ses top markeringen jeg søgte ly bagved.

Til min behagelige overraskelse gjorde knæet ikke specielt ondt og bekræftede at flere timers massiv træning på det sparsomme udstyrede motionsrums cykel, havde båret frugt. Ikke fordi det var specielt godt, men jeg havde ikke smerter som på de forrige ture, der havde efterladt mig med et lettere hævet venstre knæ dagen efter. Desuden blev situationen for min anden alvorlige skavank, akillessenen heller ikke forværret. På trods af disse behagelige konstateringer var det dog stadig en træt og udkørt klatrer, der vendte tilbage til bilen kl. ca. 15.30. 
Efter yderligere et lille kvarters hvil, havde min udmattede krop restitueret sig så meget, at jeg besluttede at aflægge et kort besøg på et nyt udset mål, med det lidet klingende navn Skrott, beliggende i Fitjadalen, da jeg nu alligevel i bil havde tilbagelagt knapt 105 km. Jeg ved ikke om det er en trykfejl på kortet, men jeg omdøber hermed toppen til Skrottfjeldet. Dalen skulle ifølge kortet ligge ca. 5-6 kilometer nord for byen, Nordheimsund, en by ca. 20 km længere mod øst, et godt stykke inde i bunden af Hardangerfjorden, som jeg havde passeret et par uger forinden, på mit færgespiontogt til Tørvikbygd.

Jeg nåede som planlagt frem, efter en mindre forbi kørsel mod Laupsa, og en komplet ulogisk skandaløs skiltning førte mig endelig frem til den forventede 6 km. lange vej op til dalen. Her bedyrede en overflod af skilte at det var 30 km/t zone. Fuldstændig overflødigt, da vejen, foruden at være temmelig smal og kringlet, også var ekstrem ujævn. Det ville simpelthen være umuligt at køre meget stærkere uden at blive kastet hovedkuls rundt i kabinen. En stor sø som fulgte det meste af vejen, endte op ved foden af Skrottfjeldet som rejste sig 1320 m.o.h. Ikke fordi det er specielt imponerende højt, men da søen ligger 266 m.o.h., er det en ganske pæn ensartet stigning over et forholdsvis kort stykke. Ifølge kurverne på kortet i lige linie, ca. en strækning på 3½ km. En afmærket sti, for øvrigt blandt adskillige i hele dette område, starter ved parkeringspladsen og skulle føre helt til toppen. Denne udfordring kan jeg ikke sidde overhørig selvom den foruden et formodentlig godt stykke frivilligt fysisk arbejde, medfører en 4-5 timers, næsten endnu værre, kedelig og uinspirerende køretur.

På vejen tilbage holdt jeg ind i en lille flække, Bjørnvik, for at proviantere til aftenen, inden sidste del af den lange dags udflugt. En Statoil tank, samt et nærliggende motel havde heldigvis åbent, så jeg parkerede blandt de mange andre tilstedeværende biler, inden jeg som det første aflagde motellets cafeteria et besøg. Et stykke tillokkende kage, der midlertidig satte min slankekur ud af drift, samt en lille kop kaffe, udgjorde denne sene eftermiddags forplejning.

Inden jeg et kvarter senere forlod etablissementet ville jeg lade vandet, da jeg stadig havde en pæn lang køretur foran mig, men de sædvanlige kolosser af møntautomater på dørhåndtagene, fik atter min forargelse over denne praksis til at blusse op. Selv en kop halvlunken kaffe samt et lille stykke, i øvrigt velsmagende men garanteret voldsomt fedende, kage til en svimlende pris af 39,- kr., kunne åbenbart ikke udløse et gratis toiletbesøg. Godt nok var kørestolstoilettet tilsyneladende fritaget denne afgift, men for at undgå en eventuel diskussion om hvorvidt mit handicap berettiger til afbenyttelse af denne type toilet, valgte jeg at fravige denne mulige nødløsning. I stedet satte jeg kursen mod den nærliggende benzintank. Her kunne jeg måske købe noget brød, så kvoten på mindst 4 af mine veltilberedte og velsmagende toast om dagen, kunne opretholdes. Desværre var brødhylden gabende tom. Det er næsten umuligt at opdrive friskbagt brød på weekender og kalenderfridage. Den, efter min menu, næstmest savnede vare heroppe efter rødvinen. Et utroligt uheldigt sammentræf, da disse to ingredienser de sidste mange år har udgjort hovedparten af min daglige kost. Ovenpå denne nye skuffelse, og for bedre at kunne koncentrere mig om at lægge en alternativ kostplan for resten af dagen, styrede jeg mod baglokalet for at færdiggøre tanken om et længe tiltrængt besøg på et toilet. Da jeg så mig selv i spejlet, forstod jeg pludselig hvorfor alle gæster havde set så underligt på mig inde i cafeteriet. Jeg var lige så lyserød i ansigtet som en nyfødt pattegris. Tillige lyste min næse om kap med et kendt rensdyrs, så solen havde på den 5 timer lange fjeldtur sandelig gjort sin virkning. En rekordstor bums, der havde samlet næring den sidste uges tid og derfor var fuldt plukkemoden, gjorde bestemt heller ikke sit til at forbedre helhedsindtrykket. Tillige lignede en stor rødfarvet plamage på venstre side af halsen et uhelet brandsår. Dette punkt havde kløet og kradset på starten af opturen, fordi jeg begyndte at svede mens jakkekraven gnavede. En barbering samme morgen med nyudpakket skraber var årsagen til dette velkendte problem, som jeg desværre ikke denne morgen havde skænket en tanke. Barbering før fysiske udskejelser er en dum ting, med mindre det er en krævet nødvendigt som f.eks. før udøvelse af sex. Ved den slags lejligheder kan man jo altid gøre en undtagelse. 

Efter miksning og betaling, af en sjælden indkøbt pose slik samt en cola light, startede jeg atter bilen op, og omtrent kl. 19 rullede jeg op ad indkørslen til pindehytten i Mongstad. Efter aflæsning af udstyr, viste et blik på kilometertælleren 129,6 kilometer. Afstanden fra lejren til mit forhåbentlige næste udflugtsmål, Skrottfjeldet.


Dagen efter stod der atter lønarbejde på programmet, og det mest glædelige var, at jeg først kom i tanke om min ømme akillessene da jeg nåede hen på laboratoriet. Med andre ord, den må ikke have været speciel øm om morgenen, hvilket var en god optakt til næste weekend, hvor jeg håbede at skulle levere et fysisk svendestykke på Skrottfjeldet, inden jeg i forbindelse med min udvisning af landet, slutteligt bliver afhentet i flygtningelejren for politieskortering til den næste færge til Danmark.

Desværre blev aftenen skæmmet af en irriterende indkøbstur til den nærliggende dagligvarebutik. En optankning af bilen på en brødløs Statoil tank, havde tvunget mig herhen. Det eneste der lå på hylden var frosset brød. Jeg blev godt gnaven. Ikke så meget fordi det havde været frosset, da jeg primært benytter det til toast, men fordi det vil være fuldstændigt uegnet til dette brug, da timingen, brødet og fyldet imellem, fuldstændig vil gå fløjten, og udmunde i et par delsynkroniserede toast. Den eneste ret jeg endnu ikke har kikset fremstillingen af.


Torsdag aften havde jeg aftalt en lynrundvisning på Mongstad raffinaderiet. Ikke fordi jeg havde specielt lyst, jeg kender jo dårligt nok området i Kalundborg, men man må hellere kunne sige at man har set det når man har tilbragt så lang tid heroppe. Bent var rundviser, eller rettere chauffør, for hvad pokker laver han egentlig heroppe ??. Hver gang der skulle forklares noget måtte han bede om assistance, af enten en af hans 16 offsite kollegaer, eller nogen af de talrige andre medlemmer på holdet. Efter en lidt tilbageholdende og naturlig afstandtagen til denne underlige fremmedarbejder, blev de nødvendige informationer dog udleveret, og jeg havde i grunden en interessant tur rundt på hele området. Forholdene er virkelig store heroppe. Alene brandstationen er vel på størrelse med administrationsbygningen på Kalundborgs raffinaderi. En tur på laboratoriet blev der også tid til, inden jeg under vores afsked, to fremmedarbejdere imellem, takkede for tiden sammen i dette land.


Som planlagt skulle pinsen benyttes til udførelse af mit afsluttende svendestykke i fjeldene her mod nord. Godt vejr ville være at foretrække, men hvis ikke det bød sig ville jeg drage af sted alligevel, for ved selvsyn at konstatere om formen som forventet var helt i top.

Allerede lørdag var vejret fint, og jeg besluttede derfor hurtigt at det skulle være dagen. Jeg startede fra lejren i Mongstad præcis 08.35. Den sædvanlige trivielle køretur mod Arna bragte mig efter ca. en time frem til afkørslen mod Østerøy. Mens jeg genoplevede den skandaløse tur mod den ø's broløse vestbred, og atter engang kunne konstatere at man ikke når meget længere end 70 km pr. time heroppe, blev jeg endnu engang konfronteret med det norske fremmedpoliti. 
Her stod to vogne åbenlyst parkeret lige før den omtalte afkørsel, så jeg blev pænt vinket ind til siden. Jeg havde ikke kørt for stærkt, og det viste sig også hurtigt, da jeg fik fremstukket et aggregat med påmonteret mundstykke, at det denne gang tillige var spritbilister de jagtede. For første gang i mit firehjulede tilværelse måtte jeg nedværdige mig til at blæse i et sådant apparat. Derefter skulle førerbeviset fremvises, og tonen blev også straks hård da jeg fremdrog det rødbedefarvede etui. Chikanen mod min status som fremmedarbejder og personlige fremtoning, grundet religion, hudfarve, sprog og politisk overbevisning, vil åbenbart ingen ende tage. Alt så dog "greit ut", så da jeg ikke fik andet oplyst, kørte jeg atter engang rystet, psykisk som fysisk, videre.

Jeg havde for længst planlagt ikke gentage fejlen fra sidste solbeskinnede tur, da min lettere blottede isse samt den fremskudte næse blev alvorligt forbrændt. Alle tankstationer på min vej havde desværre kun sorte og mørkeblå tykke filtkasketter der er totalt uegnede til mit formål. Da solen stadig skinnede fra en skyfri himmel, hvilket den formodentlig ville gøre hele dagen, ville de få hovedet til at simulere en trykkoger på rekordtid.

Jeg måtte helt frem til Steindalsfossen, hvor mit fjerde besøg i souvenirbutikken resulterede i indkøb af en længe savnet velegnet kasket. Den var beigefarvet og med det norske flag flot påbroderet foran, samt med teksten Norge bagpå. Det kunne måske formidle den fremmedfjendske del af befolkningen og dermed forbedre mit almene forhold til dette besynderlige folkeslag. Inden jeg drog videre måtte jeg have assistance af en amerikansk turist for et foto af mit stabile køretøj flankeret af mig, med fossen som dekorativ baggrund.

Allerede på dette tidspunkt burde kasketten have beskyttet min lettere forbrændte isse.

På vej op af den snoede vej til dalen prajede jeg atter en lokal beboer, opildnet af min nye "goodwill" kasket, for yderligere hjælp med fotografering. Først troede hun jeg spurgte om det var tilladt at fotografere her. Da jeg atter forsøgte at forklare min hensigt, troede hun med en forlegen håndbevægelse, at det var hende der skulle danne forgrund til dette motiv. Hun så også ret sexet ud men hvide gummistøvler, lyserøde plastichandsker, samt et smagløst farvet tørklæde, der omkransede en fedtet og strittende hårpragt. En opvaskebørste, samt en lille spand med sulfo, fuldendte indtrykket af en naturlig og afslappet lokalbeboer. Det var lige før jeg anede et blik mere af skuffelse, end lettelse, da det gik op for hende at det var mig der skulle på billedet, med Hardangerfjorden og Folgefonnen som dekorativ baggrund.

Atter engang er issen den mest fremtrædende legemsdel hos forfatteren, der stadig ikke var blevet klogere.

Kl. 11.35 begyndte jeg opstigningen til min hidtil største fysiske udfordring under mit månedlange ophold. Påklædningen var let da solens varme havde overraskende meget magt nede i den skovklædte dal.
Starten af stien var overraskende stejl og jeg svedte voldsomt det første lange stykke, selvom jeg prøvede at tage det roligt. Jeg mødte heller ikke andre væsner på denne anstrengende rute, hvis man da lige ser bort fra den første halvdel af turen hvor et ubestemmeligt antal milliarder af velvoksne myrer fouragerede overalt hvor man betrådte stien. Man kan vist roligt udnævne mig til en af den nyere tids største massemordere.

 

Opturen er begyndt. 
Søen bliver mindre og mindre.

Nu er det begyndt at blive koldt, men et smukt syn er det.

Folgefonnen, Hardangerfjorden, søen, og den begyndende snegrænse dekorativt i forgrunden.

Det mystisk beliggende træhus.

I baggrunden kan toppen anes lige under en potentiel UFO, som nok ved nærmere granskning er en fejl på filmen. Det havde næsten også været for mange store oplevelser på en og samme dag.


Turens ultimative og endelige mål, toppen beliggende 1320 m.o.h. er endelig indenfor synsvidde.

Knapt 3 timer senere i omkring 1100 m.o.h., og efter en udramatisk men utrolig varm opstigning, stødte jeg til min store overraskelse på et lille hyggeligt og flot beliggende bræddehus. Det var forbavsende nok totalt spundet ind i en veldimensionerede stålwire. Mit umiddelbare bedste gæt var, at det undertiden kunne blæse ret kraftigt heroppe. Der var tilsyneladende ingen hjemme så jeg dristede mig til at agere vindueskikker for en stund. Til stor forundring observerede jeg i et af rummene bl.a. et fiskegarn, pænt opspundet, og klar til brug. De eneste fisk der kunne leve heroppe måtte da være i sommerhalvåret, og skulle i bekræftende fald være tabt af et par uheldige tyvagtige måger, der i en flok kan have passeret en af de utallige små søer, der stadig delvist tilfrosne, befandt sig heroppe. Ellers måtte de være til fuglefangst, men det var heller ikke lige sæson for den sport. De eneste jeg observerede var nogle sort/hvid-farvede, på størrelse med dværghøns, der forarget gryntede som en veltilfreds nyfodret griseflok, når jeg uforsætlig kom til at forskrække dem i deres forehavende.
Resten af stien var forholdsvis let og følge da den var markeret det meste af vejen med små stenopsætninger. Da jeg efterhånden stødte på flere store snedriver måtte jeg dog gå omveje og tabte derfor af og til sporet. Desværre viste det senere at det var umuligt at nå toppen uden at passere dem. Heldigvis fandt jeg spor i sneen som måtte være afsat for ganske få dage siden. Da de fulgte ulogiske sving opad, men stadig tæt på stenopsætningerne, konkluderede jeg at det var en lokalkendt der havde færdes her. I afkræftende fald, ville jeg jo nok støde på vedkommende på et eller andet tidspunkt. Om ikke andet så nede i en forræderisk gemt og dyb klippespalte, da den betænkelige rislende lyd af smeltevand hele tiden forfulgte mig, og var svær at lokalisere.

Omkring 15.30 stod jeg endelig på toppen og stilheden her var nærmest larmende. Kun lyden af mine efterhånden tunge skridt, hastige åndedræt og vindens susen brød tavsheden. Det var en helt vidunderlig fornemmelse at have nået toppen på denne, min hidtil mest ambitiøse, tur. 
Udsigten var rigtig flot og man kunne se mange kilometer ud i horisonten hele vejen rundt. Dog var det lidt diset, men hvem har også sagt at noget skal være perfekt. Så længe sneen stadig smelter på fjeldtoppene vil der nok være diset heroppe. Her var ikke overraskende noget køligere end i starten så alt disponibelt tøj måtte påføres før videre udforsken af dette flotte område. Jeg tog en stribe billeder af horisonten hele vejen rundt nu jeg endelig var helt heroppe. Om de overlapper ordentligt vil tiden jo vise. Jeg tilbragte ca. 1 time på dette højeste punkt jeg betrådte i denne skønne Norske natur. En nærliggende, og betydelig mindre diskret topmarkering besøgte jeg også, for at være på den sikre side. Dog var her en ret stejl væg ned, så yderst forsigtighed måtte udvises på denne del af plateauet.
Et kort møde med en afskyelig snemand kunne have givet mig en slem forkølelse, men jeg besluttede alligevel at vove pelsen.

Jeg troede at det kun var i Himalaya man kunne støde på den afskyelige snemand, men dette lynskudte foto modbeviser klart denne teori.

Omtrent 16.30 begyndte jeg den frygtede nedstigning. Jeg vidste det ville blive ekstremt anstrengende men var dog ikke specielt udmattet. De to æbler og bananer var fortæret, samt overraskende kun det halve af den medbragte væskebeholdning. da jeg nåede tilbage til sporene på de snedækkede områder, passede de ikke. Jeg måtte til min store overraskelse hele tiden sakse benene for at ramme dem, og det gjorde dermed nedturen betydelig mere anstrengende end forventet. Senere begyndte trætheden at melde sig, og høj koncentration var påkrævet da stien det meste af vejen er meget ujævn og derfor vanskelig at betræde forsvarligt. Det var enormt stressende hele tiden at skulle se hvor man trådte. Kun mine godt gennemprøvede kvalitetsstøvler reddede mig fra et par alvorlige forstuvninger. Kun en kort flad strækning på knapt 100 meter på den sidste tredjedel af stien kunne man betræde normalt og afslappende.

Klokken var næsten syv da jeg fuldkommen stenet, men en lille smule stolt, var tilbage på parkeringspladsen. Efter en kort regenerering og et par afsluttende billeder i lokalområdet, var jeg ca. 2½ time efter (21.45) tilbage i Mongstad. Der gik næsten fire dage inden syren i mine veltrimmede lår var forsvundet. De andre skavanker plagede ikke mere end normalt så det var jo gode tegn, og naturligvis hele turen værd.


Flere sjove ord og vendinger:

græde = grine

liderlig = kåt

luder = ludder

Rettelser til sjove ord og vendinger:

Ha' det godt.....

Aloha

B